Aarhus indtager Fyn på søndag

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 11. maj 2018, kl. 17:01

Interessen for at tage med til Odense på søndag for at støtte holdet er stor.

Søndag gælder det som bekendt returopgøret mod OB i Alka Superligaens Europa Playoff. Med 3-2 i den første kamp i Ceres Park tager holdet til Odense med selvtillid i baggagen. Men også med en stor delegation af fans, der tager til Fyns hovedstad for at bakke holdet op.

Fredag eftermiddag nærmede billetsalget sig de tusind på udebaneafsnittet, der til denne kamp er blevet udvidet til 1.600. Et usædvanligt højt antal to døgn før en udekamp, fortæller fankoordinator og SLO i AGF, Anders Elbæk Kristensen. 

- Det tyder på, at vi måske får helt udsolgt på det udvidede udebaneafsnit, hvilket selvfølgelig er fantastisk, og det siger meget om, hvad kampen betyder for fansene. Der er også arrangeret flere forskellige busture, der også nærmer sig udsolgt. Så alt i alt kan holdet se frem til en stor støtte på søndag, siger Anders Elbæk Kristensen. 

Spillerne glæder sig 
Udsigten til det store fremmøde fra Aarhus i den vigtige returkamp betyder meget for holdet, som hele foråret har været velsignet med en flot opbakning på udebane, der altså får sin foreløbelig kulmination på søndag.

- Uanset om vi har spillet hjemme eller ude i det her forår, så har vi haft en fantastisk støtte, og vi glæder os meget til Odense på søndag, siger midtbanemaskinen, Jens Stage, der også har hørt fra venner og bekendte i ugens løb, der tager turen til Odense for at støtte ham og holdet.

- Jeg glæder mig helt vildt til at se en hvid mur bag det ene mål, tilføjer Jens Stage og minder dermed om tilhængernes opfordring til alle om, at iklæde sig hvidt på søndag. Og heldigvis tyder vejrudsigten på, at det hvide godt kan være af den kortærmet type, for DMI lover ingen regn og op til tyve grader denne fynske forårsaften. 

Og frygt ej, hvis du ved ankomsten til Odense står og mangler det rette udstyr. For AGF Fanshoppen laver denne aften en pop-up butik ved udebaneafsnittet med særlige tilbud kun til denne aften. 

Så alt er lagt op til en stor fodboldaften i det fynske, hvor vi spiller om videre avancement i Europa Playoff. 

Har du endnu ikke fået en billet til kampen, der starter søndag kl. 18, kan den købes her.

Priser ved online-forsalg: 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn under 14 år. 

Og her finder du alskens praktisk information, der er godt at vide inden turen på søndag går til Odense og Ewii Park.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->