DAP vil efterlade AGF i Europa

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 18. maj 2018, kl. 16:28

Tidligere i dag kunne vi fortælle, at Daniel A. Pedersen forlader AGF efter sæsonen slutter. Det er tid til nye udfordringer for midtbanekrigeren, men først er der en europæisk billet, der skal vindes.

Midtbanespilleren Daniel A. Pedersen forlader AGF efter sommerferien. Det står fast, efter det ikke er lykkedes spilleren og klubben at nå til enighed om en ny aftale, efter Daniel A. Pedersens nuværende kontrakt udløber efter denne sæson. 

- Vi har i nogen tid været i dialog om en ny aftale med DAP (Daniel A. Pedersen, red.). Men vi må konstatere, at det af forskellige årsager ikke er lykkes at nå i mål om en forlængelse. Sådan er det nogen gange i professionel fodbold, og vi ønsker DAP held og lykke på hans videre færd, siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen. 

Daniel A. Pedersen kom til AGF fra Silkeborg i sommeren 2015 og fik debut i en hjemmesejr mod Brøndby den 19. juli samme år. Han har i alt spillet 84 kampe for AGF. Nu gælder det nye udfordringer for midtbanespilleren. 

- Det har været en svær beslutning, for jeg har været rigtig glad for at spille i AGF, siger Daniel A. Pedersen, der endnu ikke kan fortælle, hvor støvlerne fremover nu skal betræde græs.

- Vi må vi se, hvad det ender med. Men det bliver med vemod, at jeg tager afsked med AGF, mine holdkammerater, trænere og staben, og ikke mindst de fantastiske fans, som det har været en ære at spille for. Og jeg ønsker dem og klubben alt det bedste fremover, siger Daniel A. Pedersen, der garanterer fuld fokus og dedikation i de sidste kampe for AGF. 

- Jeg vil elske at aflevere AGF med en europæisk billet. Det vil være en fantastisk afslutning på vores sæson og på min tid i klubben. Så nu handler det om at give alt her til sidst, og jeg vil gøre mit til, at vi slutter med en plads i Europa, tilføjer manden, de også kalder DAP, og som altså nu skal ud og finde nye græsgange end Fredensvang og Ceres Park.

Daniel A. Pedersen 210617-001

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet