Royal Run løber indenom Ceres Park

Af: SHC - 20. maj 2018, kl. 22:56

I morgen - 2. pinsedag - bliver Ceres Park for en stund omdannet til en stor løbefest, når Royal Run passerer igennem på ruten rundt i Aarhus.

Lige netop i morgen er vi glade for dem - løberbanerne på Ceres Park. For mandag er det store løbedag i hele Danmark, når Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik i anledning af hans 50 års fødselsdag står i spidsen for den nationale løbefest, Royal Run

Royal Run er et løb, der foregår i Danmarks fem største byer - Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Og i Aarhus er Ceres Park, med når løbets 10 km. rute slår et slag inden om Ceres Park på sin vej rundt i Aarhus.

Her vil de tusindvis af løbere blive mødt med fest og opmuntring på deres vej. For eksempel vil de to maskotter; AGF's Aros og Bakken Bears' Grizzly hilse på løberne som de skal tilbagelægge de godt 300 meter rundt på cindersbanen på Ceres Park inden de fortsætter ruten op mod Marselisborg Slot og videre rundt i Aarhus. Der vil også være spurtpræmier, kølende springvand, musik, vanddepot og underholdning på den lille "omvej" ind gennem Ceres Park. Ja, løberne kan sågar lade sig distrahere af en fodboldkamp på banen, mens de løber rundt på Ceres Park. 

Desværre må AGF undvære sin royale fan, der nøjes med et "one mile" løb i Midtbyen og som derfor ikke kommer forbi Ceres Park. Nok meget forståeligt, når Kronprinsen denne dag skal løbe i alle de fire deltager-byer, hvor han slutter af med et 10 kilometersløb i København. 

Det forventes, at mere end 6.000 århusianere deltager i 10 km. udgaven af Royal Run i Aarhus. De passerer Ceres Park i morgen - mandag 2. pinsedag - mellem ca. kl. 11.15 og 12, hvor alle er velkommen til at komme og heppe på løberne mens de passerer vores hjemmebane. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->