Sammen skal vi videre mod Europa

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 17. maj 2018, kl. 15:57

Der er lagt op til en stor fodboldeftermiddag i Ceres Park på lørdag. Første slag skal stå mod SønderjyskE i kampen for en finaleplads i Europa Playoff.

Lørdag vender Superliga-holdet hjem igen efter en succesfuld tur til Odense i weekenden, hvor det videre avancement i Europa Playoff jo blev sikret med en 3-2 sejr over OB.

Lørdag kl. 16 gælder det så SønderjyskE hjemme i den første af to kampe, der kan bringe os i finalen om Europa. Så der er meget på spil på lørdag. 

- Det er fantastisk at vi stadig lever i de her kampe for Europa. Vi vil for alt i verden holde liv i den her sæson og det var dejligt, at vi formåede at vinde over OB over to kampe, så vi kan fortsætte på lørdag, sagde cheftræner David Nielsen oven på sejren på Fyn. Nu glæder han sig til at se et velbesøgt Ceres Park, hvor vi går efter at sætte sæsonrekord.

Tæt på sæsonrekord
Torsdag eftermiddag var der godt 8.000 billetter ude og meget tyder på, at vi dermed kommer tæt på rekorden, der blev sat i august sidste år, da Brøndby IF var på besøg og som lyder på 12.156. Men det kræver alle mand af huse, så hank op i familien, vennerne og naboen og kom i skoven til fodboldfest. 

Vi åbner AL Bank Fanzonen 14.30 med alskens underholdning for store som for små. For eksempel vil de spillere, der ikke er aktuelle til truppen dele balloner ud til ungerne og agere gæstebartender, ligesom vi har hoppeborge, ansigtsmaling og andre sjove ting for store som for små. 

Inde på Ceres Park vil underholdningen også være i top inden kampstart og vi byder på et par overraskelser i optakten til kampen, hvor DMI lover fint sommervejr uden, at det bliver alt for varmt. 

Med andre ord; perfekt til fodbold. Så kom i Ceres Park på lørdag den 19. maj kl. 16 og støt holdet i den yderst vigtige playoff kamp, hvor spillerne skal hjælpes godt på vej mod returkampen.   

- Tilhængerne har været helt fantastiske hele sæsonen igennem og de bliver også en vigtig faktor på lørdag, så vi kan få en sejr med ned til Haderslev. Så vi håber, at mange kommer ud, så vi kan slå sæsonrekorden og sammen få endnu en sejr, siger anfører Pierre Kanstrup. 

Billetter til kampen, der starter kl. 16, kan findes her. Husk, at børn under 15 år kommer gratis til fodbold i Ceres Park. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet