U19 stadig med i medaljekampen efter sejr over Lyngby

14. maj 2018, kl. 18:09

På to scoringer af Alexander Ammitzbøll hentede U19 lørdag en 2-0-sejr på udebane over Lyngby.

Indledningen på kampen blev lidt hektisk, men som minutterne gik, fik U19 sat spillet - og så kom chancerne også. Efter godt opspil i venstre side i halvlegen havnede bolden hos Alexander Ammitzbøll, og med en præcis inderside udplacerede han på kanten af feltet Lyngbys keeper.

Der var optræk til flere scoringer i første halvleg - blandt andet blev Mads Mikkelsen spillet alene med Lyngbys keeper - men 1-0-føringen holdt halvlegen ud.

Starten på anden halvleg var en mere lige forestilling med lidt for mange boldtab set med AGF-øjne. Efter en times spil lykkedes det dog Alexander Ammitzbøll at udbygge føringen i en situation, hvor han overløb Lyngbys bagkæde og lobbede bolden over den fremadstormende keeper.

I slutfasen var Lyngby tæt på at reducere efter dødbolde, men det blev ved en fortjent 2-0-sejr. En sejr, der betyder, at U19 fortsat spiller med om medaljerne.

- Det var en fortjent sejr, og spillerne skal roses for en fin kollektiv indsats med mange gode præstationer, lyder det fra cheftræner Mike Tullberg, der fremhæver den dobbelte målscorer Alexander Ammitzbøll, Daniel Thøgersen og Søren Gustav Bugge Jepsen for at levere på et højt niveau.

Der resterer blot en enkelt kamp for U19 på udebane mod FC København d. 9. juni.

Kampfakta - U19 Ligaen
Lyngby Boldklub - AGF 0-2 (0-1)
0-1: Alexander Ammitzbøll (16')
0-2: Alexander Ammitzbøll (58')

AGF:
Kasper T. Kristensen - Sebastian Hausner, Jacob Kiilerich, Daniel Thøgersen - Kasper Lunding, Søren Gustav Bugge Jepsen, Benjamin Hvidt (65: Noah Iversen), Mads Mikkelsen - Jacob Trenskow (56: Albert Erlykke Grønbæk) - Alexander Ammitzbøll (78: Christian Bech), Martinus Mandal

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet