Vi tager over for at vinde

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 11. maj 2018, kl. 17:20

Indsatsen skal være bedre end i første halvleg i søndags, men med vores stærke 12. mand i ryggen kan vi komme langt. Sådan lyder det fra holdet, der går efter en ny sejr i returkampen mod OB på søndag.

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at der på søndag venter os en uhyre spændende kamp i Odense i returopgøret i Europa Playoff.

Efter 3-2 på hjemmebane i søndags drager truppen til Fyn med en sejr i bagagen fra den første kamp. Men alt er stadig åben og der er en del, der skal gøres bedre på søndag i forhold til den første kamp mod OB, lyder det fra holdet.

- Vores presspil fungerede ikke så godt i den første kamp. Vi havde tyve gode minutter i anden halvleg, hvor vi fik det til at fungere, og det skal vi ha' langt mere af på søndag - for så er vi stærke, siger Niklas Backman, der fik nok at gøre i søndags. I returkampen håber han kampbilledet mere kommer til at ligne vores seneste kamp i Odense, hvor vi vandt 1-0. 

- Jeg håber selvfølgelig, at vi kan gentage det clean sheet på søndag. Men bare vi vinder eller går videre, så er jeg glad, tilføjer svenskeren.

12. manden hjælper
Ifølge Jakob Ankersen - der fik noteret sig for en assist i søndags, da Martin Pusic rettede hans skud af til sejrsmålet - skal holdet bringe indsatsen fra anden halvleg med sig til returkampen.

- Vi får brug for den samme indsats i Odense, hvor vi steppede godt op efter en knap så god første halvleg, siger Jakob Ankersen, der ikke skeler så meget til, at kampen er et returopgør, hvor udebanemål kan komme i spil - alt afhængig af resultatet. 

- Udgangspunktet er fint, for vi kan nøjes med en uafgjort, hvis det skulle komme til det. Men vi tager over for at vinde - vi vil altid vinde vores fodboldkampe, så det ændrer sig ikke fordi vi har vundet den første kamp, siger Jakob Ankersen, der håber på et stort århusiansk fremmøde på Ewii Park i Odense søndag aften.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer mange fans på søndag - det har der været til alle udekampe i denne sæson. Og det er en stor støtte for os. Det kan godt være, at det lyder lidt som en kliché, men fansene føles virkelig som vores 12. mand, der bærer os frem, når det gør lidt ondt til sidst. Så vi glæder os meget til at se dem i Odense på søndag, tilføjer Jakob Ankersen.

Kampen i Odense har kampstart på Ewii Park på søndag den 13. maj kl. 18.

OB har givet tilsagn om, at udvide udebaneafsnittet til 1.600 pladser, hvis interessen er til det. Og det er der meget, der tyder på. Så tag med til Odense og støt holdet frem mod Europa.

Billetter kan købes her.

Læs også mere om kampen her med praktisk information om busture og transport.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet