Erfarne virksomheder hjælper iværksættere i gang

Af: test - 18. august 2017, kl. 9:22

Når man er en ung virksomhed med få ansatte, kan det at identificere et veletableret erhvervsnetværk og finde både tiden og økonomien til at deltage i netværksarbejdet være vanskeligt at overkomme. Men for Lauge Vagner Rasmussen og hans to partnere i Pitcherific, der er et digitalt værktøj til præsentationer, opstod muligheden sidste sommer, da AGF henvendte sig for at høre, om de unge århusianere havde lyst til at blive en del af Aarhus Netværk.

"Da AGF henvendte sig, var vi i tvivl om, hvad det at deltage i et erhvervsnetværk egentlig indebar, og hvad vi kunne få ud af det. Vi var imidlertid fra flere sider blevet opfordret til at deltage i netværk, så da muligheden opstod, holdt vi nogle møder med netværkschefen Bent Wachmann, og det virkede temmelig spændende," siger Lauge Vagner Rasmussen, som siden "sæsonstarten" i august har deltaget i netværksmøderne på linje med de øvrige 200 virksomheder i netværket.

Gensidigt udbytte
Deltagelsen i netværket koster normalt penge og er betinget af, at man tegner et sponsorat i AGF, men Pitcherific fik på linje med tre andre virksomheder et scholarship.

"På tværs af netværksgrupperne er der en enorm mængde viden og erfaring, og det vil vi gerne lade unge, dynamiske virksomheder i Aarhus komme til gode. Til gengæld ser man verden fra et helt andet perspektiv, når man er iværksætter, så de etablerede virksomheder har fået en masse friske input fra de fire startup-virksomheder," siger netværkschef Bent Wachmann.

Stort netværk på rekordtid
Efter en veloverstået sæson står Lauge Vagner Rasmussen tilbage med en klar følelse af, at medlemskabet har givet et stort udbytte.

"Det er ikke, fordi jeg har lukket massevis af ordrer, men jeg har fået udvidet mit netværk på rekordtid, og jeg er kommet tæt på +30 personer, som jeg både kan tage fat i og sparre med, få gode råd fra eller simpelthen bede om en tjeneste. Og jeg har fået en hel gruppe ambassadører, der kan åbne døren for mig til deres netværk. Det udbytte kan man ikke sætte to streger under, men det er indiskutabelt, at det har en enorm værdi," siger Lauge Vagner Rasmussen, som helt konkret har brugt netværket til at fintune og reelt ændre sit forretningskoncept.

Feedback har medført ændret fokus
"Vi havde i begyndelsen et stort fokus på uddannelsesinstitutioner, men feedbacken fra netværket gik på, at vi rent faktisk havde udviklet et værktøj, der kan have stor værdi som træningsværktøj i salgsorganisationer i større virksomheder. Det var fedt at høre fra folk, der rent faktisk sidder i etablerede virksomheder, og vi har nu ændret vores fokus og går efter et nyt marked," siger Lauge Vagner Rasmussen, som blandt andet har haft succes med at sælge Pitcherific-platformen ind til Oracle, der er en af verdens største software-virksomheder.

Forsøget forlænges endnu en sæson
Det er ikke kun set med iværksætterbriller, at forsøget med scholarships har været en succes. Ifølge Bent Wachmann vil Aarhus Netværk også i den kommende sæson give plads til unge og dynamiske virksomheder, så de forskellige virksomhedskulturer kan blive styrket.

"Det at være med i et netværk handler i bund og grund om at give. Den energi, vi har mødt hos scholarship-virksomhederne, har tilført de etablerede medlemmer en masse værdi. De garvede kræfter har til gengæld kunnet hjælpe med nogle værktøjer, metoder og et endnu større netværk, så alle parter har fået noget ud af initiativet," siger netværkschefen, som derfor også i den kommende sæson vil tilbyde en hjælpende hånd til lokale iværksættervirksomheder:

"Vi har besluttet at reservere tre pladser til målrettede og fokuserede ildsjæle, der savner sparring, hjælp og støtte til at få virksomheden ud over rampen".

For yderligere information: Kontakt Bent Wachmann, bw@aarhus-elite.dk

Hvis du har en iværksættervirksomhed og ønsker at komme i betragtning til en scholarship-plads i Aarhus Netværk i sæsonen 2017/2018, kan du sende en motiveret ansøgning til Bent Wachmann på bw@aarhus-elite.dk .

Nyheder


NYHEDSKATEGORIER

SØG I ARKIVET

Søg i arkivet
-->