Ómarsson stopper til årsskiftet

Af: BJ - 22. november 2014, kl. 8:49

19-årige Orri S. Ómarsson stopper i AGF, når hans kontrakt udløber med udgangen af december.

- Jeg har besluttet mig for at søge nye udfordringer, når min kontrakt udløber. Jeg har brug for fast spilletid og at blive en fast del af et hold, og det er der ikke umiddelbart udsigt til AGF, lyder det fra en afklaret Ómarsson.

Han skiftede til AGF i januar 2012 fra den islandske klub Handknattleiksfélag Kópavogs og var de første par sæsoner en markant spiller på klubbens U19-hold. I sommers rykkede han op i A-truppen, men debuten på førsteholdet har han stadigvæk til gode. Trods den manglende spilletid ser han tilbage på sin tid i AGF med glæde. 

- Jeg har været super glad for min tid i AGF, og jeg har meget at takke klubben for. Jeg har lært meget af de forskellige trænere, og det er ikke kun fodboldmæssigt, at jeg har udviklet mig. Jeg er også vokset meget som menneske ved at skulle stå på egne ben i et helt nyt land i så ung en alder, og jeg tager mange gode ting med mig fra Aarhus, siger Ómarsson, der rejser tilbage til sit hjemland, når efterårssæsonen er slut.

- Ja, i første omgang er det min plan at vende hjem til Island, og til januar vil jeg så begynde at kigge efter en ny klub.

I AGF har man været glad for den professionelle indsats, Ómarsson har leveret.

- Vi har tilbudt Orri en ny, kort aftale, men vi har naturligvis også respekt for, at han gerne vil tættere på fast spilletid og derfor vælger at søge nye græsgange, hvor udsigten til spilletid måske er kortere. På AGF's vegne vil jeg gerne takke Orri for indsatsen, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, siger Jacob Nielsen, adm. direktør.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet