Jesper Sørensen søger nye udfordringer

Af: BJ - 7. december 2015, kl. 18:06

I kølvandet på cheftrænerskiftet i AGF har assistenttræner Jesper Sørensen efter nøje overvejelser i dag meddelt sportschef Jens Andersson, at han stopper i klubben.

- Jesper har leveret et professionelt og kompetent stykke arbejde for AGF, og vi tilbød ham at blive en del af det nye trænerteam. Men jeg respekterer også og har forståelse for hans beslutning. På klubbens vegne ønsker jeg ham held og lykke med de nye udfordringer, han giver sig i kast med. Vi vil nu bruge den kommende tid til at finde ud af, hvordan vi løfter de opgaver, Jesper har haft, siger sportschef Jens Andersson.

Jesper Sørensen blev en del af trænerteamet i AGF ved indgangen til indeværende sæson, og beslutningen om at stoppe har været meget ligetil for ham.

- Jeg er glad for, at jeg har fået chancen for at vælge. Det tager jeg som en påskønnelse for det arbejde, jeg har lavet. Jeg har selvfølgelig kunnet noteret mig, at samarbejdet mellem de sportslige nøglepersoner i klubben ikke har fungeret optimalt, og i og med at jeg var en del af den ene side, synes jeg det er bedst for alle og helt fair, at tavlen viskes ren med et nyt trænerteam.

- Jeg er glad for, at Morten overbeviste mig om at blive en del af sit team, og jeg ønsker mine gode trænerkollegaer Glen og Lars held og lykke i arbejdet med spillerne og al det bedste for klubben, siger Jesper Sørensen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet