AGF forlænger med ung landsholdskeeper

Af: BJ - 25. februar 2015, kl. 18:13

20-årige Thomas Hagelskjær har sat sin signatur på en treårig kontraktforlængelse.

Siden 2009 har Thomas Hagelskjær været i AGF, og i de kommende år vil Fredensvang fortsat være hans daglige arbejdsplads. Ungdomslandsholdsmålmanden har således benyttet træningslejren i San Pedro del Pinatar til at nå til enighed med sportschef Jens Andersson om en ny treårig kontrakt, der nu løber frem til sommeren 2018.

Sportschef Jens Andersson er tilfreds med, at klubben har indgået et længerevarende samarbejde med Hagelskjær, der står noteret for 17 ungdomslandskampe og senest var med omkring det nye U21-landshold.

- Jeg er glad for, at Thomas har valgt at forlænge med AGF. Det er en ung spiller, vi tror på til fremtiden, og derfor har vi også lavet en lang aftale med ham. Vi er selvfølgelig opmærksomme på værdien af at spille kampe, og derfor kan det godt komme på tale, at vi lejer ham ud for at finde den bedste vej for ham til at udvikle sig og få den kamperfaring, der er så vigtig for en målmand, siger sportschef Jens Andersson.

For Thomas Hagelskjær har træningsmiljøet og udviklingsmulighederne i AGF været afgørende for beslutningen om at forlænge.

- Jeg har vægtet højt, at jeg har det godt i AGF med gode holdkammerater og trænere og i et godt træningsmiljø, hvor jeg tror, at jeg fortsat kan udvikle mig meget. Der er selvfølgelig et stykke vej endnu i forhold til spilletid, men jeg synes, at jeg er inde i en god udvikling, og jeg tror også, at jeg på sigt kan komme til at spille. Det er derfor, jeg har valgt at skrive under på en så lang kontrakt, men jeg er også godt klar over, at der på den korte bane ikke er udsigt til spilletid, og derfor vil jeg også være åben for at blive lejet ud til sommer, siger Thomas Hagelskjær, der med hjælp fra målmandstræner Maciej Wasyniuk hele tiden forsøger at flytte sig i den rigtige retning.

- Jeg skal først og fremmest have lagt noget på min fysik, og så handler det ellers om at arbejde med alle de små detaljer. Som keeper er det jo vigtigt, at man ikke har decideret svage punkter, hvor man falder igennem, så det er hele pakken, jeg skal udvikle.

Maciej Wasyniuk glæder sig over, at han fortsat vil have Hagelskjær under sine vinger

- Det er godt for AGF, at vi kan holde fast i så dygtig og lovende en målmand. Thomas har udviklet sig virkelig flot, og han er fremtidens målmand. Han skal selvfølgelig stadigvæk bygge på sit spil, men han har alle forudsætninger til at nå langt, siger AGF's erfarne målmandstræner.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet