Jesper Sørensen tilknyttes trænerstaben

22. juni 2015, kl. 13:17

AGF udvider trænerstaben med Jesper Sørensen, som bliver ny assistenttræner.

Når AGF mandag formiddag har det første træningspas frem mod de udfordringer, der venter i Alka Superligaen, er det med et nyt - men dog velkendt - ansigt i trænerstaben. 42-årige Jesper Sørensen er således ny assistenttræner og vil indgå i staben sammen med cheftræner Morten Wieghorst, assistenttræner Bent Christensen, fysisk træner Thomas Rostgaard Andersen og målmandstræner Maciej Wasyniuk.

- Da Flemming Povlsen stoppede, sagde vi, at vi skulle have en fuldgod erstatning, og det har vi nu fundet med Jesper. Vi får en træner, der er fagligt dygtig, og som kender klubben. Med sin erfaring og viden om spillet kan Jesper sammen med Morten og resten af trænerstaben være med til at løfte os yderligere, siger sportschef Jens Andersson.

Cheftræner Morten Wieghorst ser frem til samarbejdet med Jesper Sørensen. 

- Efter at Flemming stoppede, havde vi brug for at udvide trænerstaben, og heldigvis var det muligt at få fat i en dygtig træner som Jesper. Han er selvfølgelig ikke et lige bytte for Flemming. Han kan nogle andre ting, og vi skal have fordelt rollerne på en lidt anden måde. Men Jesper kommer til med masser af erfaring, og jeg ser meget frem til at arbejde sammen med ham, siger Morten Wieghorst.

Jesper Sørensen, der er i besiddelse af UEFA's højeste trænerlicens, var fra sommeren 2009 og godt fire år frem assistenttræner i AGF, hvorefter han overtog cheftrænerposten i Silkeborg og førte klubben tilbage til Superligaen. Han glæder sig over igen at være tilbage på Fredensvang i en trænerrolle.

- Jeg har haft nogle gode snakke med Morten, og han har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind i trænerteamet. Det er også enormt spændende at være en del af et projekt, hvor man har nogle ambitioner om at gøre det bedre, end man tidligere har gjort.

- Selvom jeg har haft en anden rolle, siden jeg var her sidst, så er det stadigvæk et spørgsmål om at være fodboldtræner og bidrage til de processer i dagligdagen, der gerne skulle gøre, at vi har de bedst mulige forudsætninger for at lykkes, når der er kamp. Det glæder jeg mig enormt meget til at være en del af, siger Jesper Sørensen.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet