Zacho på lærlingekontrakt

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 9. juni 2015, kl. 11:59

Michael Zacho og AGF er blevet enige om en etårig kontraktforlængelse.

Officiel førsteholdsdebut, landsholdscomeback, topscorer i U19 Ligaen og nu kontraktforlængelse. Pilen peger i øjeblikket den rigtige vej for 18-årige Michael Zacho, som har spillet i AGF, siden han var 12 år gammel, og som netop har sat sin signatur på en etårig kontraktforlængelse.

- Michael har fået en etårig lærlingekontrakt, der indebærer, at han både vil komme til at træne med Superliga-truppen og U19 ud fra sin egen udvikling og position. Han er inde i en positiv udvikling, og vi vil gerne give ham chancen for i løbet af det næste år at tage skridtet fuldt ud op i førsteholdstruppen, siger sportschef Jens Andersson om kontraktforlængelsen.

Takket være en DBU-regel, der blev indført op til den netop afsluttede sæson, er det muligt at bruge to U20-spillere på U19-holdet, og det er denne ordning, offensivspilleren vil komme til at drage fordel af i vekselvirkningen mellem Superliga- og U19-truppen.

Talentchef Anders Madsen ser et spændende potentiale i Zacho, der debuterede for førsteholdet i udekampen mod Lyngby d. 30. maj.

- På sine toppræstationer har Michael et rigtig højt niveau. Han er en spiller, der kan afgøre fodboldkampe. Han skal lære at have flere gode aktioner i løbet af en kamp. Han udfylder sin position fint og arbejder også i holdets tjeneste, men vi har fokus på, at han får færre pauser i sit spil, så han gør en endnu større forskel, siger talentchef Anders Madsen.

Michael Zacho, der har fået sin fodboldopvækst i samarbejdsklubberne HEI og Skovbakken, ser frem til den kommende sæson og de nye udfordringer, der venter.

- Anders og jeg har haft en god snak, og vi har fået sat nogle rammer, der gør, at jeg finder det interessant. Det har selvfølgelig givet blod på tanden, at jeg har fået min debut på førsteholdet, og nu handler det bare om hårdt arbejde for at få chancen igen af Morten Wieghorst. Målet er, at jeg om et år permanent bliver rykket op i førsteholdstruppen, siger Michael Zacho.

Han hilser kombinationen af træning med Superliga-truppen og U19-kampe velkommen.

- Det har været vigtigt for mig, at jeg indimellem kommer til at træne med førsteholdet, men det bliver også godt, at jeg kan spille på U19-holdet, så jeg også får den nødvendige kamptræning, siger Michael Zacho, der starter i 2.g efter sommerferien.

 

 

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet