AGF skriver kontrakt med Benjamin Hvidt

Af: BJ - 13. marts 2015, kl. 19:38

15-årige Benjamin Hvidt, der spiller central midtbane på AGF's U17 Liga-hold, har tegnet en ungdomskontrakt gældende frem til sommeren 2017.

Benjamin Hvidt skiftede fra samarbejdsklubben Kolind/Perstrup IF til AGF i 2012 som U12-spiller. I denne sæson har han etableret sig som fast mand på U17 Liga-holdet, og den positive udvikling, han har gennemgået, belønnes nu med en ungdomskontrakt, der løber frem til sommeren 2017. 

- Benjamin har taget turen fra en af vores samarbejdsklubber og ind til AGF og her udviklet sig positivt i et godt træningsmiljø - et miljø, han er glad for og fortsat gerne vil være en del af, selvom der har været interesse fra mange andre klubber. Det er vi naturligvis glade for, og det tager vi også som et udtryk for, at vi har et attraktivt træningsmiljø, siger AGF's talentchef Anders Madsen, der beskriver den unge midtbanespiller således:

- Benjamin har de dyder, der skal til. Han besidder nogle færdigheder, der ikke er trænérbare - ikke mindst i forhold til naturlig perception og hans evne til hele tiden at orientere sig hele vejen rundt. Og så er han ekstremt villig til at lære mere, og derfor glæder vi os også til at følge hans udvikling. En kontrakt er jo bare et stykke papir. Det, der er vigtigt, er at holde fokus på hans udvikling, og det skal vi gøre som klub, og det er det, trænerne og Benjamin i fællesskab arbejder på hver eneste dag, fortæller Anders Madsen.

Siden sommerferien har Benjamin Hvidt, der netop er fyldt 15 år, været rykket op på U17 Liga-holdet, selvom han fortsat har alderen til U15-fodbold, og det har været med til at skærpe hans udvikling.

- Benjamin er udstyret med en ret god fysik, men også en veludviklet perception og teknik. Hvis han spiller med alderssvarende vil han kunne kompensere for dårlige beslutninger med sin fysik, men når han spiller på U17-holdet er der lidt større konsekvens i de situationer, og håbet er, at det kan skærpe hans perception og hans evne til at træffe de rigtige valg, siger Anders Madsen.

For hovedpersonen selv er det stort at blive påskønnet med en ungdomskontrakt.

- Jeg er selvfølgelig både glad og stolt. Jeg har det godt i AGF, og jeg føler, at AGF er den klub, jeg kan udvikle mig bedst i. Jeg føler mig godt tilpas med trænerne og træningsmiljøet, og jeg synes, at jeg har udviklet mig meget i den tid, jeg har været i klubben, siger Benjamin Hvidt, der sender roser til især to af de trænere, han har haft i AGF.

- Allan Jepsen og Morten Mølkjær har betydet meget - og især Mølkjær har gjort meget for mig og haft stor betydning for min udvikling, siger Hvidt, der som alle andre unge fodboldtalenter drømmer om en professionel karriere i udlandet. PSV Eindhoven eller Schalke 04 er de klubber, han nævner, hvis han umiddelbart selv kunne vælge. Sidstnævnte besøgte han i øvrigt som U13-årig på et ugelangt træningsophold.

 

 

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet