Nordstrand og Skhirtladze stopper i AGF til årsskiftet

Af: BJ - 10. november 2015, kl. 17:21

Både Morten Nordstrand og Davit Skhirtladze har kontraktudløb til årsskiftet, og de to offensivspillere vil til den tid søge nye græsgange.

Om beslutningen siger sportschef Jens Andersson:

- Spilletiden for både Morten og Davit har i det seneste halve år været begrænset, og derfor er vi i fællesskab blevet enige om, at de har brug for nye udfordringer, når deres kontrakt udløber. Morten har spillet på højeste niveau i mange år, og han skal være i en klub, hvor han kan spille fast. Davit har stadigvæk et potentiale, der skal foldes ud. Han har efterhånden været i AGF i en del år, og han skal finde et miljø, hvor han kan tage det næste skridt i sin udvikling.

Cheftræner Morten Wieghorst tilføjer:

- Det er først og fremmest vigtigt at understrege, at vi har tre kampe endnu, og her vil Morten og Davit stadigvæk indgå i vores planer. Deres tid i AGF er med andre ord endnu ikke helt afsluttet, men når den tid kommer, vil vi gerne takke dem for indsatsen. Davit har været mange år i AGF. Han er stadig ung, og han har brug for at starte på en frisk i en anden klub. Der er ingen tvivl om, at han har talent, og han skal nu ud og bevise sig i en anden klub. Vi ønsker ham al mulig held og lykke.

- Morten har ikke været så lang tid i AGF. Han har altid ageret meget professionelt - også selvom han ikke har fået så megen spilletid, som både han og jeg havde håbet på. Han har altid været en spiller, der gerne vil spille fast, og det har gjort ondt på ham, at det ikke har været tilfældet i AGF. Han har dog alligevel haft en vigtig rolle for os både i forbindelse med oprykningen og i dagligdagen - og så har han jo også scoret et fantastisk flot mål, der sent vil blive glemt. Vi ønsker ham held og lykke med at finde en ny klub, der får glæde af hans kvaliteter, siger Morten Wieghorst.

Davit Skhirtladze kom til AGF som U19-spiller i sommeren 2011 og blev efter få måneder rykket fast op i A-truppen. Han fik sin førsteholdsdebut i august 2011 og står indtil videre noteret for 83 kampe og 8 mål i AGF-trøjen.

Morten Nordstrand skrev i december 2014 under på en etårig kontrakt, og indtil videre er det blevet til 27 kampe og fire scoringer for AGF.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet