AGF forlænger med DC

Af: BJ - Foto: Allan Voss / sportsphotos.dk den 5. april 2016, kl. 11:53

Daniel Christensen og AGF er blevet enige om en toårig kontraktforlængelse, så forsvarsspillerens aftale nu løber til sommeren 2018.

Siden Daniel Christensen kom til AGF fra SønderjyskE i sommeren 2014 er det blevet til 63 kampe i den hvide trøje - i træk. En imponerende serie, som kan blive udbygget yderligere udover denne forårssæson, som hans nuværende kontrakt løber til. Den 27-årige venstre back har i dag således sat sin signatur på en ny aftale frem til sommeren 2018.

- DC er en spiller, vi har haft stor glæde af de seneste to sæsoner, og som vi fortsat vil få stor glæde af i vores udvikling. Han har spillet mange kampe, siden han kom til AGF. Han er sjældent skadet, og han bidrager altid til træning og kamp, så vi glæder os over, at vi fortsat kan råde over ham i udviklingen af vores hold, siger sportschef Jens Andersson.

Cheftræner Glen Riddersholm glæder sig over også i de to kommende sæsoner at have Daniel Christensen i truppen.

- DC har vist sig at være en vigtig spiller for dagligdagen og den kultur, vi gerne vil opbygge for fremtiden. Han er samtidig en meget driftssikker spiller, som vi altid kan regne med. I en trup er det altid vigtigt at have spillere, som vi ved kan spille mange kampe. Han er en fremadrettet venstre back, som har en god venstre fod, og som passer meget godt til den måde, vi gerne vil spille på. Han har en god indstilling, som også er med til at smitte positivt af på dagligdagen og udviklingen af den kultur, vi har så stor fokus på fremadrettet, siger Glen Riddersholm.

For Daniel Christensen har kontraktforlængelsen ligget lige til hans venstrefod.

- Jeg er utrolig glad og stolt over, at jeg også de næste to år kan kalde mig AGF-spiller. Jeg har hele tiden vidst, at det var her, jeg gerne ville fortsætte min karriere, så det er rart, at det nu er på plads. Jeg nyder at være i klubben og byen og nyder at spille for en af de største klubber i Danmark, lyder det fra DC.

Daniel Christensen debuterede for AGF 27. juli 2014 mod Roskilde - i øvrigt med en scoring - og står i alt noteret for 63 kampe og to mål i den hvide trøje.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet