Duncan vender hjem til AGF

Af: BJ - 28. januar 2016, kl. 12:31

AGF styrker offensiven med Morten Duncan Rasmussen, der har skrevet under på en kontrakt, som løber til sommeren 2019.

Morten Duncan Rasmussen kan igen kalde sig AGF-spiller. Den 30-årige angriber, der kom til AGF som 11-årig fra samarbejdsklubben TST og i perioden 2002-2006 spillede 108 officielle kampe og scorede 33 mål i den hvide trøje, har indgået en aftale gældende til sommeren 2019.

- Jeg er rigtig glad for, at vi er lykkedes med at hente en AGF-spiller tilbage til klubben. Duncan har de seneste år bevist, at han holder et højt niveau, og han har flere gode år i sig endnu. Det er samtidig meget tilfredsstillende, at vi allerede nu kan få glæde af hans kvaliteter, for han bliver en vigtig del af det, vi er i gang med at bygge op, siger sportschef Jens Andersson.

Morten "Duncan" Rasmussen har siden 2012 tørnet ud for FC Midtjylland og med sine mange mål og viljestærke indsats i holdets tjeneste haft stor betydning for den sportslige fremgang - kulminerende med et dansk mesterskab i seneste sæson. Hans fodbold-cv tæller også klubber som Celtic, Sivaspor, AaB, Mainz 05 og Brøndby, men nu vender han tilbage, hvor det hele startede, og hvor karrieren tog fart. Til Aarhus og AGF, som han senest repræsenterede for 10 år siden. Ringen er sluttet.

- Det er fantastisk at vende tilbage til AGF. Jeg har altid haft et stort ønske om at komme tilbage - også i en alder, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg synes, jeg stadigvæk har et rigtig højt niveau, og jeg vil gerne være med til at skaffe gode resultater til AGF. Jeg ved, at der er nogle rigtig gode trænere og ledere i klubben, og det er helt klart også en af grundene til, at jeg er kommet tilbage, siger Morten Duncan Rasmussen.

Åbent pressemøde torsdag kl. 16.00 i Ceres Park
Torsdag kl. 16.00 holder AGF et åbent pressemøde i PR electronics Lounge på 1. sal i Ceres Park, hvor medier og fans kan møde Morten Duncan Rasmussen. Her vil det således være muligt at få uddybende kommentarer til tilgangen, som hverken Duncan eller AGF kommenterer yderligere indtil da.

Fakta - Morten Duncan Rasmussen
Født: 31.01.1985
Højde: 185 cm
Vægt: 82 kg

Position: Angriber
Tidligere klubber:
FC Midtjylland (2012-2016), Sivaspor (2011-12, leje), AaB (2011, leje), Mainz 05 (2010-11, leje), Celtic (2010-2012), Brøndby (2006-2010), AGF (1995-2006), TST ( -1995)

Kampe i Superligaen: 297 kampe, 115 mål
Kampe for AGF: 108 kampe, 33 mål
Kampe for A-landsholdet: 11 kampe, 3 mål

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet