Tre år mere i den hvide trøje til Hvidt

Af: BJ - 3. juli 2016, kl. 17:00

16-årige Benjamin Hvidt har forlænget sin aftale med AGF, så den nu gælder til sommeren 2019.

Han er blot 16 år, men en profil for U19, fast mand på U17-landsholdet og var tæt på at få sin Superliga-debut i foråret. Benjamin Hvidt har et uomtvisteligt talent, og de næste tre år - som minimum - vil han fortsat trække den hvide trøje over hovedet.

- Vi er glade for, at Benjamin har forlænget sin kontrakt så den nu har udløb, når han bliver seniorspiller. Det er hævet over enhver tvivl, at Benjamin er en af de spillere med størst potentiale i sin årgang. Selvom han blot er 16 år, har han været med omkring Superliga-holdet, og han har haft stor betydning for U19-holdets resultater i foråret - endda på trods af, at han kom fra en fem måneders skadesperiode, siger talentchef Anders Madsen og uddyber.

- Benjamin har rigtig mange kompetencer teknisk, taktisk og fysisk, og det ser let ud for ham, når han spiller, fordi han hele tiden er et skridt foran i tanke og handling. Han skal arbejde med at gøre en endnu større forskel offensivt, og han skal også udvikle hårdheden og tempoet i sin defensiv. Det er også derfor, at han træner med både Superligaen og U19 for at udvikle disse områder, selvom han på papiret stadig er U17-spiller, siger Anders Madsen.

For Benjamin Hvidt har kontraktforlængelsen med AGF været lige så naturlig som at lægge en målgivende aflevering i dybden til en medspiller.

- Der er blevet lagt en god plan for min udvikling, og i det hele taget synes jeg, at udviklingen i AGF er spændende. Jeg har været i klubben i en del år og føler mig godt tilpas og i rigtige gode hænder. Så jeg føler, at AGF er det helt rette sted for min udvikling, siger Benjamin Hvidt, der skiftede fra samarbejdsklubben Kolind/Perstrup IF til AGF i 2012 som U12-spiller.

Udviklingen består blandt andet i jævnlige træninger med Superliga-truppen.

- Det er stort at få lov til at træne med Superliga-spillerne, og det har helt sikkert gvet mig blod på tanden. Som alle andre drømmer jeg om at blive professionel fodboldspiller, siger Hvidt, der er blevet landskendt i foråret for sin deltagelse i DR Ultra-dokumentaren "Jeg vil være en fodboldstjerne", hvor han sammen med holdkammerater fra U16-landsholdet blev fulgt over en længere periode.

- Det har været spændende at være med i og helt sikkert også gavnet mig som person og fodboldspiller. Jeg er blevet mere moden og udadvendt, siger Benjamin Hvidt, der med AGF-logoet på trøjen i de kommende år jagter fodbolddrømmen.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet