Uafgjort mod BK Häcken

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 2. juli 2016, kl. 19:28

Lørdagens testkamp mod svenske BK Häcken endte 1-1. Danny Olsen tegnede sig for den enlige AGF-scoring, og der var uofficiel debut til Martin Spelmann og Mustafa Amini.

Som annonceret på forhånd brugte AGF's trænerteam testkampen til at se alle kampdygtige spillere i aktion. Det betød, at det var to stort set forskellige hold, der spillede de to halvlege. Det var planen, at Niklas Backman skulle have spillet første halvleg i midterforsvaret, men svenskeren måtte kort inden kampstart melde forfald på grund af sygdom. I stedet blev Emil Christensen sat ind som makker til Dzhamaldin Khodzhaniiazov og foran Aleksandar Jovanovic i målet. På backpositionerne spillede Alexander Juel og Daniel Christensen. Midtbanen udgjordes af Jens Jønsson, Danny Olsen og Mustafa Amini, mens Michael Zacho, Morten 'Duncan' Rasmussen og Stephan Petersen besatte de tre forreste positioner.

Svenskerne, der i den kommende weekend genoptager den hjemlige liga, var mest på bolden i de første 45 minutter, og kom i et par situationer lidt for let frem til chancer takket være afleveringer i dybden. Men i begge tilfælde diskede Aleksandar Jovanovic op med fine redninger i 1-mod-1-situationer med Häcken-angriberne.

Efter 19 minutter sørgede Danny Olsen i stedet for føringsmålet. Et indlæg dirigerede Duncan videre til Olsen, der først måtte se sin afslutning blive pareret, men i anden omgang sendte han bolden i netmaskerne.

Ti minutter senere bragte svenskerne balance i regnskabet. Efter hjørnespark afsluttede Nasiru Mohammed fra kanten af feltet. Forsøget strejfede uheldigvis Daniel Christensens fod og snød en prisgivet Jovanovic i målet.

Med ti minutter igen blev Duncan væltet i Häckens målfelt, netop som han skulle til at afslutte mod mål. Dommeren vinkede dog afværgende. I situationen kom Duncan uheldigvis til skade, og han måtte humpende lade sig udskifte. Første halvleg sluttede uden yderligere scoringer.

Efter pausen kom 9 nye spillere i aktion. Steffen Rasmussen overtog målmandstjansen. Dino Mikanovic, Emil Christensen, Valdemar Høgh og Jacob Torp udgjorde bagkæden. På midten spillede Arfan Habibi, Jens Jønsson og Jesper Lange. Helt fremme skulle Martin Spelmann, Kasper Junker og Oskar Buur stå for de offensive aktioner.

De sidste 45 minutter var generelt chancefattig, men AGF-mandskabet havde dog mulighederne til at tage sejren. En god aktion af Oskar Buur i det 55. minut var tæt på at føre til en scoring, og ti minutter senere blev Emil Christensen spillet helt fri tæt under mål. Han afsluttede instinktivt, men desværre lige forbi den ene opstander. Også Martin Spelmann kom frem til en god mulighed takket være en glimrende frispilning af Nimo Gribenco, men Häckens keeper tog sig af afslutningen.

I slutminutterne kom svenskerne også frem til en stor mulighed, der dog blev sendt over mål, og i de døende sekunder brændte det på i den anden ende af banen, men tre AGF-afslutninger lige efter hinanden blev i alle situationer blokeret.

Opgøret sluttede dermed med en pointdeling. På mandag venter endnu en svensk styrkeprøve for Glen Riddersholms tropper, når Malmø FF er modstanderen på Swedbank Stadion.

Kampfakta:
AGF - BK Häcken 1-1 (1-1)
1-0: Danny Olsen (19')
1-1: Mohammed Nasiru (32')

Tilskuere: Ca. 250 på Ålborg Changs stadion

AGF:
1. halvleg:
Aleksandar Jovanovic - Alexander Juel Andersen, Emil Christensen, Dzhamaldin Khodzhaniiazov, Daniel Christensen - Jens Jønsson, Danny Olsen, Mustafa Amini - Michael Zacho, Morten 'Duncan' Rasmussen (46: Nimo Gribenco), Stephan Petersen

2. halvleg:
Steffen Rasmussen - Dino Mikanovic, Emil Christensen (70: Alexander Juel Andersen), Valdemar Høgh, Jacob Torp - Arfan Habibi, Jesper Lange, Jens Jønsson (70: Nimo Gribenco) - Martin Spelmann, Kasper Junker, Oskar Buur

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet