Fem AGF-spillere skifter græsgang til sommer

Af: BJ - 10. maj 2016, kl. 14:45

Ni spillere i AGF-truppen har kontraktudløb til sommer, og det ligger nu fast, at fem af disse ikke fortsætter i klubben.

AGF's sportslige ledelse er godt i gang med at planlægge det kommende transfervindue. Med i ligningen er hele ni kontraktudløb i truppen til sommer. For fem spilleres vedkommende er det blevet besluttet, at de ikke får forlænget deres aftale med AGF. Det drejer sig om Kim Aabech, Emil Nielsen, Adrián Piscu Lopéz, Aleksandar Cavric og Malthe Dahl Overgaard.

Om beslutningen siger sportschef Jens Andersson:

- I løbet af foråret har vi haft rig lejlighed til at se spillerne an til både træning og kamp i forhold til den spillestil og det udtryk, vi gerne vil have på vores hold. Ud fra en samlet vurdering har vi i dag givet fem spillere - Kim Aabech, Emil Nielsen, Adrián Piscu Lopéz, Aleksandar Cavric og Malthe Dahl Overgaard - besked om, at de ikke får forlænget deres aftale. De har hver især leveret en helhjertet indsats i den tid, de har været i klubben, og vi ønsker dem held og lykke med deres videre karriere, når den tid kommer.

Udover de fem ovennævnte spillere har også Josip Elez (lejeaftale), Jesper Lange, Stephan Petersen og Michael Zacho kontraktudløb til sommer. For alle fire gælder det, at deres kontraktsituation fortsat er uafklaret.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet