AGF og hummel hylder Aarhus som kulturhovedstad med ny trøje

Af: SHC / Fotos: The Blue Room - 17. august 2017, kl. 14:00

Når AGF's spillere på søndag løber på banen i hjemmekampen mod Brøndby, vil de være iført en ny specialdesignet trøje, der er inspireret af Aarhus' status som kulturhovedstad.

På søndag tørner to hovedstadsklubber sammen i Ceres Park - og den ene er på hjemmebane. Nemlig AGF, der repræsenterer den europæiske kulturhovedstad, og som møder Brøndby fra den københavnske vestegn. I denne kamp - og kun i denne kamp - spiller AGF i en ny specialdesignet trøje, der er inspireret af Aarhus' status som kulturhovedstad. Trøjen er skabt og designet af hummel som en hyldest til fodboldkulturen og til Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017

- Fodbold er en del af kulturlivet - ikke mindst her i Aarhus, hvor AGF er en indgroet og fast del af byen og af mange menneskers kulturforbrug. Og når Aarhus nu i år er europæisk kulturhovedstad, synes vi og hummel, at det var på sin plads at markere sammenhængen mellem fodbold og kultur med en helt ny unik trøje, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

Idéen om at lave trøjen stammer fra klubbens tøjsponsor hummel:

- Kunsten har været at lave en trøje, der både sagde noget om Aarhus som kulturhovedstad, og stadig er en ægte AGF-trøje - derfor er den naturligvis stadig hvid. Samtidig har den så en masse fine detaljer - for eksempel en skyline af kendte århusianske bygninger på brystet. Og den har også det velkendte røde Ceres-logo, men i stedet for "Ceres", er Royal Unibrew gået med til, at der står "2017. Så til sammen skaber vores skyline og Ceres-logoet et samlet billede, der siger: Aarhus 2017. Derudover er der et specialdesignet AGF-logo, som kun optræder på denne trøje, forklarer Morten Lund, der er marketing manager i hummel.

Hos Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er man begejstret for den nye trøje, der bliver præsenteret i den samme weekend, hvor 2017-arrangementet Aarhus Sport Tailgate løber af stablen i området omkring Ceres Park.

- Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er fyldt med gode oplevelser, der dog for det meste kun får lov at leve videre i gæsternes minder. Derfor er det fantastisk, at hummel og AGF nu har skabt en fysisk manifestation af 2017 i form af en smuk trøje. På den måde bliver kampen mod Brøndby på søndag ikke kun en ekstra særlig oplevelse for publikum, men man får nu mulighed for at bære både 2017 og AGF på kroppen som en hyldest til det europæiske kulturhovedstads år og til byens hold, siger adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

Kulturbytrøjen er produceret i begrænset mængde og fås kun udvalgte steder i Aarhus. Så vil man have sin egen trøje til kampen på søndag - eller som et varigt minde om kulturåret 2017 - skal man være hurtigt ude. Trøjen sælges fra shop.agf.dk, hummel.net og Sport24 Aarhus fra fredag morgen, og kan ligeledes erhverves ved Aarhus Sport Tailgate i området omkring Ceres Park i weekenden op til AGF's hjemmekamp mod Brøndby.

 2017_troeje2 (1)

2017_troeje3

Tobias Sana _2017_troeje

2017_troeje _front

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet