Reserveholdet tabte træningskamp i Ceres Park

Af: KDJ - Foto: Ole Nielsen den 14. august 2017, kl. 19:57

Reserveholdet startede godt, men måtte siden hen kapitulere, da de her til eftermiddag mødte OB’s ditto i en arrangeret træningskamp de to klubber imellem.

De første 45 minutter blev spillet på hjemmeholdets præmisser. OB havde ganske vist bolden en del, men fynboerne kunne ikke være med på de hurtige omstillinger. Det drog AGF fordel af, og derfor var det da også helt fortjent, at hjemmeholdet efter blot 13 minutter på uret havde bragt sig foran med 2-0. Målene blev sat ind Kasper Lunding (billedet) og Noah Iversen. Begge spillere udviste stor afslutningssikkerhed i de to situationer.

AGF trykkede efterfølgende på for yderligere mål, men lige lidt hjalp det. I stedet formåede OB at levere et flot comeback, da man efter at have rundet den halve time scorede to gange på få minutter. Fynboerne var dog ikke færdige med at gøre ondt på hjemmeholdets forsvar. Kort før dommerens pausefløjt lykkedes det at få bolden ind bag Steffen Rasmussen for tredje gang i opgøret. Mere nævneværdigt skete der ikke i de første 45 minutter, hvorfor de to hold kunne gå til pause ved stillingen 2-3.

Mens de første 45 minutter havde været målrige, så var det ikke samme billede, som man så i anden halvleg. Der blev stadig skabt chancer, men de blev aldrig udnyttet til fulde. Især AGF's reserver kom flere gange tæt på farlige situationer, der med lidt mere held kunne have kastet en udligning af sig. Den kom dog aldrig. Anden halvleg forblev målløs, og så sluttede det hele med en 3-2 sejr til OB's gæstende reservehold.

Assistenttræner Allan K. Jepsen var efter kampen tilfreds med den måde, hvorpå AGF formåede at indlede kampen på. Han var dog heller ikke bleg for at hive fat i de negative aspekter.

- Vi starter rigtig fint, spiller noget flot fodbold og skal også gøre det til både 3-0 og 4-0. Derefter begår vi nogle fejl rent defensivt, hvor vi ikke får kommunikeret med hinanden i tide og ikke får gjort vores ting færdige, og så kommer OB tilbage i kampen. I pausen forsøger vi at få lidt mere energi ind i det, men det lykkes vi desværre ikke helt med i anden halvleg, sagde Allan K. Jepsen efter eftermiddagens træningskamp.

Kampfakta:
AGF - OB: 2-3 (2-3)
1-0: Kasper Lunding (10')
2-0: Noah Iversen (13')
2-1: OB (35')
2-2: OB (37')
2-3: OB (45')


AGF:
Steffen Rasmussen - Daniel Thøgersen (66: Søren Bugge), Jakob Killerich, Niklas Backman, Mikkel Lassen (57: Marcus Hogan) - Nimo Gribenco, Björn Daniel Sverrisson, Jens Stage, Kasper Lunding (57: Magnus Kaastrup) - Noah Iversen, Mustapha Bundu.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet