Kroatisk og kinesisk modstand til The Atlantic Cup

Af: BJ - 30. december 2017, kl. 17:24

AGF's spillere og trænere kan se frem til to spændende udfordringer til The Atlantic Cup.

Som en del af forberedelserne til forårssæsonen i Alka Superligaen deltager AGF i træningsturneringen The Atlantic Cup i Portugal, og her venter der to spændende modstandere i den indledende pulje. 

Som det var tilfældet i januar 2017 skal vi igen prøve kræfter med det kroatiske hold HNK Rijeka, der er titelforsvarer, og som i dette efterår har spillet Europa League. Kampen mod Rijeka, der har den tidligere AGF'er Josip Elez i truppen, spilles den 29. januar på Estadio Bela Vista.

I den anden kamp, som er sat til den 2. februar på Estádio Municipal de Albufeira, venter det kinesiske hold Beijing Guoan, som spiller i den kinesiske Super League. Holdet, der trænes af tyske Roger Schmidt, består primært af kinesere - heriblandt fire A-landsholdsspillere. To udlændinge er dog også en del af truppen - brasilianeren Renato Augusto, der har en fortid i Bayer Leverkusen, og spanske Jonatan Soriano, som tidligere har repræsenteret Red Bull Salzburg og FC Barcelona B.

Udover Rijeka og Beijing Guoan skal AGF-mandskabet også ud i en placeringskamp, og her kan modstanderen blive FK Jablonec, Hammarby IF eller Shamrock Rovers.

Træningslejren i Portugal finder sted fra den 27. januar til den 7. februar.

Se hele opstartsprogrammet her >>

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet