AGF ophæver med Khodzhaniiazov

Af: SHC - Foto: Ole Nielsen den 28. juli 2017, kl. 13:11

Den russiske forsvarsspiller Dzhamaldin Khodzhaniiazov forlader AGF. Det sker, efter han og AGF i dag er blevet enige om at ophæve Khodzhaniiazovs kontrakt, der ellers løb frem til sommeren 2018.

- Djamal (Dzhamaldin red.) havde efterhånden for lange udsigter til spilletid på førsteholdet, og med sommerens tilgange in mente er den udsigt ikke blevet bedre. Derfor er det bedst, han nu rykker videre og søger efter en klub, hvor spilletiden kan blive større end her i AGF, siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen.

Khodzhaniiazov kom til AGF fra den russiske klub Zenit Skt. Petersborg på transfervinduets sidste dag i sommeren 2015. Den 21-årige forsvarsspiller havde endnu sine første minutter til gode i den nye sæson, og det var altså udsigten til den manglende spilletid, der i sidste ende gjorde udslaget for begge parter.

- Nu skilles vores veje med Djamal. Sådan går det i fodbold en gang i mellem, og vi kan kun ønske ham al mulig held og lykke i fremtiden, tilføjer Peter 'PC' Christiansen.

I alt nåede Dzhamaldin Khodzhaniiazov 41 kampe for AGF. Han var senest i aktion den 10. april i 1-3-nederlaget hjemme til Silkeborg IF.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet