Overbevisende testsejr over Brabrand

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 29. juni 2017, kl. 19:58

AGF hentede torsdag eftermiddag en klar 7-1-sejr over bysbørnene fra Brabrand.

Som cifrene også antyder, var det tydeligt at se, at AGF-spillerne havde et gear eller to mere end det nyoprykkede 1.-divisionshold. Ikke mindst i første halvleg, hvor de mest Superliga-erfarne spillere udgjorde holdet, var forskellen udtalt. Efter pausen kom alle de unge spillere i aktion, og her blev forestillingen mere lige, men dog stadig med hjemmeholdet i teten.

De to første scoringer - sat ind i det 9. og 18. minut - tegnede Morten 'Duncan' Rasmussen sig for. Og begge efter samme skabelon: Et aflæg til AGF-angriberen, der kanonerede bolden i mål med et præcist lodret vristspark uden chance for Daniel Gadegaard, AGF's U16-landsholdskeeperen, der vogtede buret for Brabrand, da de manglede deres normale keeper.

Kampen bød på uofficiel debut til Jakob Ankersen, der huserede på venstrekanten og her fandt ind i et fint samarbejde med Jens Stage. En enkelt debuttræffer blev det også til, da han var først over en ripost og gjorde det til 3-0 i det 39. minut.

Herefter overtog U19-angriber Alexander Ammitzbøll scenen. Han havde tidligere i halvlegen misset en stor chance, som Daniel Gadegaard reddede flot, men i det 41. minut tog han revanche, da han udbyggede føringen, og blot tre minutter senere var han atter på pletten og gjorde det til 5-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

Netop Ammitzbøll var den eneste spiller, der ikke blev skiftet ud i pausen. Ti nye spillere kom ind - primært U19-spillere - og de viste sig også fint frem. Nuvel, Brabrand kom bedre med i kampen og spillede sig også frem til et par muligheder, som Steffen Rasmussen tog sig af, men i den modsatte ende af banen producerede de unge AGF-spillere også flere gode tilbud som følge af kvikt, målsøgende angrebsspil.

Med en lille halv time igen lykkedes det den tidligere AGF'er Kenan Hajdarevic at reducere efter en dødbold. De unge AGF'ere svarede dog fint tilbage og skabte flere store chancer. I det 83. minut blev anstrengelserne belønnet. En præcis stikning fra Kasper Lunding førte til en friløber til Quoc Minh Truong. Han tog et træk bagom støttebenet og udplacerede køligt Daniel Gadegaard.

I de døende sekunder var Kasper Lunding atter på færde i højre side. Efter et par snævre træk spillede han bolden ind foran mål til Magnus Kaastrup, der kunne lukke og slukke med scoringen til 7-1.

Alt i alt en god testkamp, hvor både de nye, de gamle og de unge fik vist sig fint frem. På søndag gælder det næste testkamp, når Hobro er modstanderen i Ceres Park. Kick off er kl. 13.00, og der er fri entré.


Kampfakta:
AGF - Brabrand 7-1 (5-0)
1-0: Morten 'Duncan' Rasmussen (9')
2-0: Morten 'Duncan' Rasmussen (18')
3-0: Jakob Ankersen
4-0: Alexander Ammitzbøll (41')
5-0: Alexander Ammitzbøll (44')
5-1: Kenan Hajdarevic (66')
6-1: Quoc Minh Truong (83')
7-1: Magnus Kaastrup (90')


AGF:
Aleksandar Jovanovic (46: Steffen Rasmussen) - Dino Mikanovic (46: Quoc Minh Truong), Pierre Kanstrup (46: Sebastian Hausner), Niklas Backman (46: Dzhamaldin Khodzhaniiazov), Jens Stage (46: Daniel Thøgersen) - Martin Spelmann (46: Kasper Lunding), Mustafa Amini (46: Benjamin Hvidt), Björn Daniél Sverrisson (46: Søren Gustav Bugge Jepsen), Jakob Ankersen (46: Magnus Kaastrup) - Aleksandar Ammitzbøll (60: William Just), Morten 'Duncan' Rasmussen (46: Nimo Gribenco)

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet