Thomas Hagelskjær skifter til Vejle Boldklub

Af: SHC - 29. juni 2017, kl. 14:00

Målmand Thomas Hagelskjær forlader AGF og skifter til Vejle Boldklub. Det står klart efter den 22-årige keeper i dag har bestået et lægetjek i førstedivisionsklubben og derefter skrevet under på en toårig kontrakt.

Thomas Hagelskjær havde ellers kontrakt med AGF indtil sommeren næste år, men Vejle Boldklub har købt Hagelskjær fri af hans kontrakt, og han skifter således med det samme, så han kan deltage i Vejles forberedelser til den nye sæson.

- Thomas har gjort en god figur i AGF, hvor han altid har været professionel og en vellidt del af truppen. Men vi må også erkende, at der i et stykke tid har været langt til spilletid på førsteholdet. Derfor er det her skifte en rigtig god løsning for både Thomas og os. Nu kan han komme til en attraktiv klub på et godt niveau, og dermed forhåbentlig fortsætte sin udvikling som målmand. Vi sender Thomas til Vejle med et stort tak for hans tid i AGF og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden, siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen.

Thomas Hagelskjær kom til AGF i 2009 fra HEI og har dermed spillet i klubben i det meste af sin ungdom. Thomas Hagelskjær har spillet på alle de danske ungdomslandshold, og senest var han med U21 til EM-slutrunden i Polen - dog uden at få spilletid. Det har han heller ikke fået i AGF. Derfor er det nu tid til et skifte.

- Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg skal spille fodbold på et højt niveau, og det kommer jeg tættere på i Vejle. Men det er med vemod, jeg forlader AGF. Jeg har været rigtig glad for at være i klubben, der har været en stor del af mit liv i næsten 10 år. Og jeg vil gerne takke Maciej Wasyniuk, der var min første målmandstræner i AGF, Kresten Vedstesen og senest Lee Baxter for et godt samarbejde. Jeg skylder også en stor tak til mine kollegaer Steffen Rasmussen og Aleksandar Jovanović, og jeg håber, at de og resten af holdet får succes i de kommende år, siger Thomas Hagelskjær, der tiltræder i Vejle Boldklub allerede i morgen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet