Målrig sejr over Randers i Reserveligaen

Af: SHC - 14. august 2018, kl. 8:24

Mandag eftermiddag vandt reserveholdet 6-1 over Randers FC i Reserveligaen. En flot sejr, der skyldes et godt mix af rutinerede kræfter og unge talenter, lød det fra Rubén Sellés efter kampen.

Vi har set en del til Randers i de senere uger. For tre uger siden åbnede AGF og Randers FC Reserveligaen med en 4-0 sejr til AGF. 

I går gjaldt det så Superligaen og i dag - mandag - var der så 'returkamp' i Reserveligaen, da Randers FC kiggede forbi Fredensvang. 

Og som i den første kamp de to hold i mellem i Reserveligaen blev det igen til en målrig affære, hvor AGF scorede flere flotte mål. Hele 6-1 endte reserve-dysten. 

Det var Nimo Gribenco, der åbnede scoringen med en flot følt afslutning, hvor han satte bolden helt op i krydset. Kort efter stod André Riel bag 2-0 målet, da Randers-forsvaret blev gennemspillet og angriberen kunne score tæt under mål. 

Flere scoringer blev det ikke til i første halvleg til trods for stor AGF-dominans mod et Randers-hold, der ikke bed meget fra sig. Det udnyttede hjemmeholdet til flere mål i anden halvleg, hvor den unge Magnus Anbo kom på tavlen efter et flot gennemspillet angreb.

Og i det hele taget var målene ikke blot mange i anden halvleg - de var også flotte. Som da Nimo Gribenco med et skarpt indlæg fandt André Riel til 4-0 før Gribenco selv kunne score til 5-0, da han køligt loppede bolden over Randers' målmand. 

Kort efter blev det til et hattrick for André Riel, da han kunne score til 6-0. 

Til sidst fik Randers et trøstemål, der dog på ingen måde lagde en dæmper på en flot indsats med mange fine mål og altså en 6-1 sejr over Randers FC. 

- Vi har nogen rutinerede spillere med, som Spelmann, Sverrisson og Riel, der gør det rigtig godt. De bringer energi og vinder-mentalitet ind i kampen, og de viser, at vi kan regne med dem. Og så har vi nogen unge spillere også, der gør det fortrinligt. Det mix af erfarne og unge spillere får vi til at gå op i en højere enhed. Og det er en fornøjelse at se, hvordan alle arbejder for holdet og hinanden, og følger de ideer og planer, vi har lagt for kampen, siger assistenttræner Rubén Sellés, der står i spidsen for reserveholdets kampe. 

Træneren glæder sig i sagen natur over de mange AGF-mål i de to kampe mod Randers. Men han understreger samtidig, at det ikke bare lige er sådan at få overført til Superliga-holdet, der i går manglede mål for at hive sejren hjem til Aarhus. 

- Det er to helt forskellige ligaer og du kan slet ikke sammenligne en Superligakamp og en kamp i Reserveligaen. Her kan et hold vinde 5-0 den ene uge for så at tabe 3-0 den anden uge. Der er så mange forskellige faktorer i den her liga med unge spillere, prøvespillere og andre forhold, der gør det svært at sammenligne, og man kan ikke bare sige, at fordi vi scorer mange mål her, så skal vi også score mange mål i Superligaen - så enkelt er det desværre ikke. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at vi får lavet en del mål - oven i købet flere flotte af slagsen, tilføjer Rubén Sellés.

Næste kamp for Reserveholdet er først til september, hvor Silkeborg IF's reservehold kommer til Fredensvang. 

Kampfakta

Reserveligakamp - Fredensvang

AGF - Randers FC 6-1 (2-0)

1-0: Nimo Gribenco 
2-0: André Riel 
3-0: Magnus Anbo

4-0: André Riel 
5-0: Nimo Gribenco 
5-1: Frederik Lauenborg 
6-1: André Riel 

AGF Truppen:

Oscar Whalley, Magnus Anbo, Sebastian Hausner, Jacob Killerich, Daniel Thøgersen, Benjamin Hvidt, Nimo Gribenco, Martin Spellmann, Björn Daniel Sverrisson, Magnus Kaastrup, Kasper Lunding, Andre Riel, Mads Bager, Alexander Ammitzbøll, Jens Knudsen, Daniel Gadegaard. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet