Ryan Mmaee er ny angriber i AGF

Af: BJ / Foto: Standard Liege - 1. september 2018, kl. 0:30

AGF styrker offensiven med 20-årig angriber fra Standard Liege

Efter fredagens salg af Kasper Junker til AC Horsens kan AGF nu præsentere en ny mand til den forreste kæde. Det drejer sig om den 20-årige angriber Ryan Mmaae, der kommer til Aarhus fra den belgiske storklub Standard Liege på en etårig lejeaftale med en købsoption.

- Ryan er en ung, spændende angriber, der har de kvaliteter, vi har søgt efter. Med sin fysik, dynamik og fart passer han godt ind i den måde, vi spiller på. Han udfylder både rollen som boldfast opspilsstation og aggressiv boksspiller. Nu har vi resten af sæsonen til at få det bedste frem i Ryan, og går det som vi forventer, har vi sikret os en købsoption til at forlænge samarbejdet yderligere, siger sportschef Peter 'PC' Christiansen om den nye offensive tilgang.

AGF's nye angriber har været i Standard Liege siden 2015, men har i den seneste sæson været lejet ud til Waasland-Beveren i den bedste belgiske række. Ryan Mmaae debuterede for Standard Liege i maj 2015 og har derudover også repræsenteret K.A.A. Gent som ungdomsspiller.

Som belgisk født marokkaner har Ryan Mmaae i alt spillet 20 ungdomslandskampe for de belgiske U16-U21 landshold. Men i 2016 fik han sin debut for Marokko - som han også var spilleberettiget for, da hans mor er marokkaner - i en venskabskamp mod Albanien.

Ryan Mmaae tiltræder i AGF snarest muligt og supplerer dermed den nye målmand Roman Mysak, der også blev præsenteret fredag. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet