For 75 år siden: Kernegutter vandt 8-1 fem dage før juleaften

Af: BJ - 19. december 2018, kl. 11:39

Årets sidste kamp mod Hobro var det seneste tidspunkt i Superligaens historie, at efterårssæsonen nogensinde er blevet rundet af. Ja, kun én gang før har AGF lukket sæsonen ned på et senere tidspunkt. Vi skal helt tilbage til besættelsen - nærmere bestemt d. 19. december 1943, og det blev en mindeværdig afslutning på sæsonen.

Anledningen var finalen om det jydske Cup-mesterskab i fodbold. AaB var modstanderen, og hvis de havde sat næsen op efter at tage titlen med hjem til Nordjylland, så kom de hurtigt på andre tanker. De unge AGF'ere dominerede kampen fra start til slut og efterlod ikke på noget tidspunkt tvivl om udfaldet. 8-1 sluttede finalen.

Århus Stiftstidende var fuld af lovord over AGF'erne, som de kaldte "11 Kernegutter", og om sejren skrev de:
"Det er mange Aar, siden et Aarhushold saaledes har nedspillet AaB. Lige fra Kampens første Minut tog AGF-erne Spillet i deres Hænder - eller Fødder, om man vil, og gav aldrig AaB en chance for at rejse Hovedet. Den store Sejr blev opnaaet ved udspekuleret Holdspil af høj Klasse krydret med Finter og Driblinger, korte nøjagtige Afleveringer og fine Skud, som maatte fryde enhver Fodboldelsker."

AGF's mål blev scoret af Harry Jensen (2), Aage Rou Jensen (2), Thomas Madsen (2), Orla Bech og Harder.

Avisens udsendte fremhævede, at kampen ikke blev skæmmet af brutalt spil. Da dommeren i anden halvleg kaldte spillerne sammen, var det ikke, fordi der blev spillet for hårdt, men fordi spillerne skændtes, så dommeren ikke kunne høre sin fløjte!

Trods storsejren var en af AGF'erne, Orla Bech, dog utilfreds med, at det sidste AGF-mål blev sat ind kort før tid, for han havde nemlig tippet en sejr på 7-1 og kunne se frem til en præmiepulje på 119 kr. Som der stod i avisen: "Da det stod 7-1, straalede han som en Sol og var allerede ved at regne ud, hvad han skulde give sig selv i Julegave for pengene."

Men Thomas Madsen ville det anderledes med scoringen til 8-1, hvilket affødte følgende kærlige bemærkning fra Bech: "Det kunde du godt have ladet være med, din Skurk - der røg mine 119 kr!"

Penge var der til gengæld til julens fattige, AGF's bestyrelse med direktør Arler i spidsen havde nemlig inden kampen lovet at give noget af overkuddet fra finalenn til juleindsamlingen i Aarhus, og det udmøntede sig i en donation på 300 kr.

 

*Billedet: AGF's førstehold anno 1945. Flere af spillerne var med til kampen d. 19. december 1943. Bagest fra venstre: Per Knudsen, Verner Mikkelsen, Ove Rohde, Tage Sørensen, Orla Bech, Edmund Sørensen. Forrest fra venstre: Harry Jensen, Erik Kuld, Sven Harder, Aage Rou, Johan Madsen. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet