Knebent finalenederlag til U19

Af: BJ / Foto: Frederik Sindberg - 9. december 2018, kl. 18:40

U19 måtte søndag se sig besejret 1-0 af norske Sogndal i finalen om det skandinaviske mesterskab.

AGF-drengene var meget på bolden mod et kompakt Sogndal-hold, der netop har vundet det norske mesterskab. Boldovertaget gav sig også udslag i flere chancer, men en norsk omstilling midtvejs i første halvleg skulle vise sig at blive afgørende, da Mathias Sundberg scorede kampens eneste mål.

Trods nederlaget var cheftræner Fatah Abdiraham dog tilfreds med den indsats, hans mandskab leverede.

- Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet, for jeg synes egentlig, at vores præstation er godkendt. Vi vidste godt, at Sogndal ville spille 5-4-1 og bare stå lavt og vente på, at vi lavede en fejl. Det værste scenarie, der kunne ske, var, at de kom foran. Det gjorde de, og herefter kunne de stå endnu lavere og køre på omstillinger. Men vi havde kæmpestore chancer i første halvleg, som vi burde score på, og havde vi gjort det det, var det også blevet en helt anden kamp. Det sværeste i fodbold er at bryde et hold ned, der står med 10 mand bag bolden, men jeg synes egentlig, at drengene gjorde, hvad de kunne, og vi fik også de muligheder, der skulle til for at vinde, men vi manglede kvalitet i afslutningerne.

- Overall er jeg dog meget tilfreds med drengenes præstation i hele stævnet. Det er Skandinaviens bedste hold, vi møder, og vi ligger ikke specielt godt i ligaen, så det viser, at vi er på rette vej. Det skal være et rygstød til, at vi vil mere. Vi har set, hvor højt et niveau, vi kan spille på, og det skal vi tage med til foråret, lyder det fra Fatah Abdirahman.

AGF TV var med i Sverige, og senere kan du se højdepunkter fra finalen.

U19_finale2

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet