Populær TOTO koncert

Af: SHC - 5. december 2018, kl. 11:53

Til sommer spiller TOTO i Ceres Arena, hvor forhåndsinteressen indtil nu har været stor.

Til sommer kommer det amerikanske superband TOTO til Aarhus, hvor de - som det eneste sted i Danmark - spiller koncert i Ceres Arena i Aarhus den 23. juni. og siden billetsalget startede for en måneds tid siden har der da også været stor interesse for koncerten. Men der er stadig billetter tilbage - måske en god ide som julegave til musikelskeren?

Billetter kan købes hos Ticketmaster her.

TOTO kommer til Aarhus som en del af fejringen af bandets 40 års jubilæum, der også fejres med det nye album: "40 Trips Around The Sun" og en verdensturné af samme navn, der altså til sommer bringer dem til Aarhus og Ceres Arena som det eneste sted i Danmark i 2019. 

TOTO har gennem fire årtier leveret deres særlige fusion af pop, rock, funk og jazz, der har skabt en særdeles populær lyd, som siden 70'erne har spillet sig ind i mange danskeres hjerter, hvor den er blevet siden. I 2017 gav TOTO en festivalkoncert i Danmark, hvor musikmagasinet Gaffa gav bandet fem stjerner og blandt andet skrev; "..de er her endnu - lige populære og still going strong. Hvor mange bands kan præstere det samme? Nej vel!", lød det blandt andet i anmeldelsen. 

- Koncerten med TOTO vidner om, at Aarhus er blevet en koncert-by med stor betydning, når der skal planlægges turné hos de største internationale artister. Og vi glæder os meget til, at vi til sommer kan præsentere TOTO for deres østjyske fans og naturligvis også for resten af Danmark, siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard.

Billetsalget til koncerten i Ceres Arena den 23. juni 2019 foregår hos Ticketmaster.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet