Stor opbakning til Ingi-indsamling

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 12. december 2018, kl. 9:24

Stor og varm opbakning til lyn-indsamling til tidligere AGF'er.

Vi kunne i sidste uge fortælle om en indsamling på island til fordel for den tidligere AGF'er Tómas Ingi Tómasson. I den forbindelse havde en gruppe af hans tidligere holdkammerater på AGF's old boys hold taget initiativ til en dansk indsamling til at supplere arrangementet på Island. 

Og resultatet af den danske indsamling var helt overvældende. På kun 48 timer kom der 58.000 kr. ind, hvilket langt oversteg forventningerne hos initiativtager Lars Thomsen, der fortæller, at man i Island er godt på vej til at nå målet på 500.000 danske kr. - blandt andet takket være den danske indsamlings støtte. 

Dermed ser det ud til, at Tómas Ingi Tómasson har mulighed for at komme på fode igen og ikke mindst få en livsnødvendig operation.

Indsamlingerne kom i stand efter, at Tomas Ingi Tomasson var havnet i en svær og livstruende situation.  En stor del af 2018 har han således levet uden den ene hofte og han har flere gange været så syg, at han har været døden nær. Men nu kan han forhåbentlig se frem til særlig operation, der er afgørende for, at han kan få chancen for et anstændigt liv igen.

- Det har været en rørende opbakning, og Tomas Ingi har bedt mig om at takke alle AGF'ere fra hjertet for den store opbakning og sige tusind tak, siger Lars Thomsen.   

I Island var der søndag arrangeret en velgørenhedskamp og andre arrangementer til fordel for Tómas Ingi Tómasson, der i Aarhus nok bedst huskes for to kampe mod Esbjerg, hvor Ingi scorede et kontroversielt mål, der gav anledning til en ny kamp. Her scorede Ingi så bare igen. 

Gense de to situationer hos TV3Sport her. 

Fire kampe efter omkampen mod Esbjerg forlod Tómas Ingi Tómasson AGF efter to år i klubben, fire mål og 37 kampe. Denne uges varme støtte fra byen og hans tidligere holdkammerater viser, at han på ingen måde er glemt. 

Skærmbillede 2018-12-12 Kl . 09.17.17

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet