U19 spillede 3-3 i generalprøven

Af: BJ - 18. februar 2018, kl. 13:50

U19 viste gode offensive takter i den sidste testkamp inden forårspremieren.

U19 har i løbet af ugen været på træningslejr i Skærbæk, og den blev afsluttet fredag med en testkamp mod 2. divisionsholdet Middelfart. Det var AGF-drengenes sidste træningskamp inden forårspremieren, og i første halvleg viste de, at de er tæt på topformen. Ikke mindst offensivt lykkedes det at skabe mange gode situationer, og tre af disse blev vekslet til scoringer. Alexander Ammitzbøll åbnede scoringen efter hjørnespark. Middelfart fik bragte balance i regnskabet, men på to gennemspillede angreb lykkedes det først Noah Iversen at bringe sit hold i front påny, og dernæst Kasper Lunding at udbygge føringen til 3-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg ændrede kampbilledet sig. Middelfart bragte friske, erfarne kræfter i spil og tog teten. For de unge AGF'ere handlede det mest om at modstå det pres, som 2. divisionsholdet lagde, og det havde de indimellem deres udfordringer med. I to situaioner kostede det scoringer, og selvom der også var chancer i den anden ende af banen, sluttede opgøret 3-3.

Cheftræner Mike Tullberg var generelt godt tilfreds med udbyttet af testkampen mod et stærkt Middelfart-mandskab, der blandt andre talte den tidligere FCM-spiller Adigun Salami.

- I første halvleg viste vi noget af det bedste offensive spil, jeg har set fra dette hold. Vi varierede godt mellem at spille direkte og med mange afleveringer, og der var mange gode individuelle præstationer. I anden halvleg bliver vi nærmest ramt af et godstog. De kommer buldrende, og vi er i perioder overmatchet defensivt. Det positive er, at vi har så meget individuel kvalitet rent offensivt, at vi formår at spille os til chancer, selvom vi er presset i bund. Generelt var det en rigtig god testkamp for os - og en god afslutning på en opstart, hvor vi har fået brugt alle spillere i truppen, og hvor det er blevet til fire vundne kampe og en enkelt uafgjort mod to U19-hold og tre 2. divisionshold.

- Træningslejren i Skærbæk var et perfekt punktum. De stod på pinde for at servicere os, og både forplejning og baner var helt i top. Det var en rigtig god afslutning på en god opstart, og vi er nu klar til at tage hul på forårssæsonen, lyder det fra Tullberg.

U19's forårspremiere står mod Silkeborg på lørdag kl. 12.30 på Fredensvang.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet