Målmandstræner i talentafdelingen skifter til Superliga-klub

Af: BJ - 11. januar 2018, kl. 14:06

Målmandstræner Kresten Vedstesen stopper i AGF, da han fremover skal være træner for målmændene i superligatruppen i Hobro IK.

Talentchef Allan Frederiksen udtaler:

- Vi græder med det ene øje og smiler med det andet. Kresten har med kvalificeret træning og sine relationelle kompetencer en meget stor andel i den dygtige gruppe af målmænd i AGF. Omvendt er vi i AGF altid stolte af at kunne sende en træner op i systemet. Vi ønsker Kresten held og lykke med de nye udfordringer.

Kresten Vedstesen ser frem til de nye opgaver, men det er også med vemod, at han forlader Fredensvang.

- Det er bestemt ikke let at tage videre fra et sted som AGF - slet ikke, når man har været her sammenlagt 8,5 år. Denne mulighed har bare vist sig på et tidspunkt i min trænerkarriere, hvor det er det helt rigtige skridt. Jeg har nydt hver eneste dag på Fredensvang og med de mange mennesker, jeg har oplevet igennem årene.

- Der er mange, der skal have tak for tiden i GF og ikke mindst deres medvirken til, at jeg nu kan tage et nyt skridt i fodboldverdenen. De ved selv hvem de er, men der skal dog lyde en speciel tak til min mentor Maciek, der tog mig under sine vinger i februar 2006 - uden Maciek var jeg ikke nået til, hvor jeg er i dag, hvor jeg nu overdrager keeperne i u-sektoren til andre kræfter. Det har også været en stor fornøjelse at arbejde sammen med alle ungdomsmålmændene på træningsbanen, ligesom jeg har nydt samarbejdet med Lee Baxter omkring Superliga-træningen.

- Jeg er meget taknemmelig for den velvillighed, AGF har vist i denne situation, og jeg vil fortsat følge klubben, mine kollegaer og keeperne, siger Kresten Vedstesen.

Kresten skifter til Hobro IK senest 1/3, og AGF har nu indledt jagten på kvalificeret målmandstræner - se jobopslag her >>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet