Steffen Rasmussen lægger handskerne på hylden

Af: SHC / Foto: Getty Image og Ole Nielsen - 20. marts 2018, kl. 16:39

AGF's mangeårige målmand indstiller karrieren til sommer.

Intet varer evigt. Slet ikke i fodbold, hvor alderen har det med at sætte sine begrænsninger for, hvor længe en spiller kan være aktiv. Også for Steffen Rasmussen, der har spillet i AGF næsten hele sit liv, og som fik debut helt tilbage i 2002. Siden er det blevet til hele 418 kampe for AGF.

Men til sommer er det slut for den 35-årige målmand, der nu for alvor vil kaste sig over sin civile karriere, hvor han i de sidste par år har uddannet sig til finansøkonom og sideløbende med sin spillerkarriere også har arbejdet i AGF's salgsafdeling. Men snart gælder det nye udfordringer - nu helt uden for fodbolden. 

- Jeg har fået et spændende tilbud fra DLG, hvor jeg skal være energikonsulent. Det er en god mulighed for mig, og det passer godt med, at det alligevel var ved at være tid for mig til at overveje, hvad der skulle ske, når min fodboldkarriere sluttede, fortæller Steffen Rasmussen, der har taget beslutningen med vemod.  

- Jeg elsker AGF og mit arbejde. Det er meget få mennesker forundt at leve af sin sport i så mange år, som jeg har gjort. Samtidig har jeg haft det privilegium at være i en fantastisk klub, hvor jeg gennem tiden har været omgivet af engagerede og dygtige mennesker, siger Steffen Rasmussen, der også sender en varm hilsen til AGF's tilhængere.

- Jeg er meget taknemlig overfor AGF's fans og den støtte, de har ydet. Det har været fantastisk at opleve deres opbakning og loyalitet, og det har været en ære at spille for dem og i den trøje, vi alle holder så meget af, tilføjer Steffen Rasmussen.
 
Et eksempel til efterfølgelse 
- Steffen er en værdsat og værdifuld del af klubben, hvor han hver dag bidrager med sin store erfaring og sit engagement. Det har været imponerende at opleve, hvordan han med format har håndteret den øget konkurrence, han i de senere år har mødt om pladsen i målet. I den rolle har han vist sit høje niveau og været et eksempel til efterfølgelse, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, der også hylder Steffen Rasmussens loyalitet og arbejdsetik.

- Steffen er for mig indbegrebet af en ægte AGF'er, der med en stor vindermentalitet og med hårdt arbejde har været en fantastisk målmand for AGF. Det er unikt i dansk fodbold, at en spiller får over 400 kampe for den samme klub, tilføjer Peter Christiansen.

_AB_2868

Markering 
AGF kommer naturligvis til at markere Steffen Rasmussens karrierestop på behørig vis, når sæsonen går på hæld. Men på grund af slutspillets struktur kender vi endnu ikke tidspunktet for den sidste kamp.

AGF har tilbudt Steffen Rasmussen en såkaldt testimonial, men han ønsker i stedet at markere sit karrierestop på anden vis. Og i de næste måneder vil målmanden - med sit vanlige engagement - have fuld fokus på den sidste del af sin aktive karriere.  

- Jeg har følelsen af, at jeg fortsat er en vigtig del af klubben og har en rolle at spille. Så nu vil jeg nyde min sidste tid som aktiv og ha' fuld fokus på de kommende vigtige kampe for os i slutspillet i Alka Superligaen, siger Steffen Rasmussen.

Steffen Rasmussen fik debut for AGF i en kamp mod OB i november 2002. Siden har han spillet 418 kampe for AGF og han er den AGF'er, der har spillet flest Alka Superligakampe. Han har også spillet to ungdomslandskampe og været udtaget til både liga- og A-landsholdet. Hans nuværende kontrakt udløber den 30. juni, hvorefter det altså er tid til et nyt kapitel for 'Staff'.

Steffen Rasmussen 160710-01

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet