Gevinsten udeblev mod Horsens

26. november 2018, kl. 22:39

Trods en chokstart og en pauseføring til Horsens på 0-2 havde vi chancer nok til at tage både et og tre point med hjem fra Ceres Park her til aften. Men skarpheden manglede, og så blev endnu et nederlag desværre en realitet.

Mandag aften gæstede AC Horsens Ceres Park i en kamp, der startede rigtig skidt - set med vores øjne. For der skulle kun gå fire minutter, inden kampens første chance faldt i dette 20. indbyrdes opgør mellem de to østjyske mandskaber.

Desværre blev den til udeholdet - og desværre fik Hallur Hansson sendt bolden i netmaskerne efter en skrå tilbagelægning tværs igennem vores felt.

Kasper T. Kristensen, der stod fra start for første gang i karrieren på grund af Whalleys karantæne, havde ingen chance for at afværge situationen.
En kold spand vand i hovedet på denne endnu koldere vinteraften.

Med fanklubbens stærke sangstemmer i ryggen fik vi dog spillet os varme. Sana blev således den første af mange AGF'ere til at forsøge sig, da Kasper Junker begik frispark i siden af Horsens-feltet efter 10 minutters spil. Svenskerens skud blev dog blokeret af Delac i målet.

Med 17 minutter spillet var Sana igen på spil. Denne gang med en smuk aflevering over Horsens-forsvaret, der sendte Ankersen helt fri. Desværre reddede den bosniske Horsens-keeper igen.

Horsens tog sig som sædvanligt rigtig god tid til deres dødbolde, men det var nu ikke her, de blev farlige næste gang. Den tidligere AGF'er, Michael Lumb fik nemlig kort før pausefløjt trykket af fra distancen og bragte udeholdet på 2-0. En kold dukkert på vej ud til pausen. 

2. Halvleg
Vi fik lagt mere tryk på Horsens fra 2. halvlegs start. Flere indlæg var tæt på at ramme en hvid i Horsens-feltet, men vi manglede lige det sidste for at få den prikket ind.

Efter 54 minutter fik tilskuerne så endelig noget at varme sig på. Et mål. Et fremragende et af slagsen. Mustafa Amini lagde en lang flot aflevering hen over Horsens-bagkæden mod Spelmann, der i fuld firspring tæmmede bolden med brystkassen og helflugtede den i mål i én og samme bevægelse. 1-2 og fornyet tro på tingene.

Skærmbillede 2018-11-26 Kl . 22.09.01

Den tro blev omsat til en kæmpe chance få minutter senere, da Stage i samarbejde med Spelmann og Mikanovic fik kombineret sig frem til en friløber, men afslutningen gik lige forbi mål.

Vi havde klart momentum efter 1-2-målet, og både Sana og Amini bød også ind med afslutninger som Delac dog fik reddet.

Chancerne fortsatte således med at komme i en lind strøm. Med en fræk ydersideaflevering fik Stage for eksempel dirket den gule defensiv op endnu en gang, da han efter 72 minutter fandt en helt fri Ankersen, som desværre afsluttede lige på Delac, og få minutter senere lagde Højer et fint indlæg indover som Stage stangede til, men afslutningen gik forbi.

Således fortsatte resten af halvlegen med konstante trusler fra AGF, mens det gennem hele forestillingen var småt med Horsens-muligheder. De slap dog alligevel afsted fra Ceres Park med alle tre point, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede af efter 94 minutter spil og endnu et tungt hjemmebane-nederlag var en realitet.

Kampfakta - Superligaen

AGF - AC Horsens 1-2 (0-2)

0-1: Hallur Hansson
0-2: Michael Lumb
1-2: Martin Spelmann

Tilskuere: 4.212
Advarsler:
AGF: Pierre Kanstrup, Tobias Sana
AC Horsens: Kasper Junker, Matej Delac, Hallur Hanson
Man of the Match: Martin Spelmann

AGF:
 Kasper T. Kristensen - Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen -Adama Guira (82: Magnus Kaastrup), Bror Blume (45: Mustafa Amini), Tobias Sana, Jakob Ankersen (72: Mustapha Bundu), Martin Spelmann - Jens Stage

AC Horsens:
Matej Delac - Rune Frantsen, Mathias Nielsen, Mikkel Qvist, Michael Lumb - Peter Nymann (80. Sivert Nilsen) Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Jonas Borring (75: Thomas Kortegaard) - Oliver Drost (69: Sammy Skytte), Kasper Junker.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet