U19 fik ikke løn som fortjent

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 9. november 2018, kl. 0:08

AGF's U19-hold var toneangivende i udekampen mod Brøndby onsdag eftermiddag, skabte de fleste chancer og burde derfor have vundet, men da slutfløjtet lød, viste måltavlen 3-2 i hjemmeholdets favør.

"Det største tyveri, jeg længe har set". Sådan beskrev U19-cheftræner Fatah Abdirahman kampen mod Brøndby. Første halvleg dominerede hans spillere, og de skabte adskillige store chancer. Allerede efter 15 sekunders spil var Gustav Mogensen alene med Brøndbys keeper, og i de følgende minutter kom U19 frem til flere store muligheder - uden dog at slå kapital af dem.

Først efter 40 minutter lykkedes det at slå hul på bylden - og målet blev sat ind af Daniel Thøgersen, der kom blæsende fra sin wingback-position, kanonerede bolden på stolpen og var først over riposten, som han sendte i mål. Føringen holdt halvlegen ud, men burde have været væsentligt større.

Da kampuret havde rundet en time, udbyggede Magnus Anbo føringen, og det lignede en sikker AGF-sejr. En reducering af hjemmeholdet skabte dog usikkerhed på AGF-holdet. Med små ti minutter igen faldt udligningen, og ondt blev værre, da Brøndby stik mod spil og chancer sendte sejrsmålet i netmaskerne i overtiden.

En bitter udgang på en ellers god præstation, konstaterede Fatah Abdirahman efter kampen.

- Det var virkelig tungt, og alle på holdet havde en dårlig smag i munden. Men der skal ikke tages noget fra drengene. Da vi holdt os til gameplanen, var vi klart bedre end BIF, og det, man så på banen, var en fryd for øjet. I 70 minutter dominerede vi BIF og burde have været foran med 3-4 mål. Men man kan godt se, at vi stadig mangler  noget i forhold til relationerne og trygheden på holdet. Jeg er ikke i tvivl om at når vi har spillet med den samme base et par kampe, kommer vi til at lukke færre mål ind, og det skulle gerne munde ud i, at vi kan holde vores udtryk i længere faser, siger Fatah Abdirahman, der sender sit mandskab i aktion igen 24. november på hjemmebane mod Silkeborg.

Kampfaktak - U19 Ligaen
Brøndby IF - AGF 3-2 (0-1)
0-1: Daniel Thøgersen (40')
0-2: Magnus Anbo (61')
1-2: Kasper Jørgensen (67')
2-2: Lucas Balck (83')
3-2: Jesper Lindstrøm (90')

AGF:
Kasper T. Kristensen - Mikkel Møller Lassen, Søren Gustav Bugge Jepsen (63: Jakob Kiilerich), Emil Agerbæk - Magnus Anbo, Benjamin Hvidt, Albert Erlykke Grønbæk, Daniel Thøgersen - Gustav Mogensen (83: Kasper Lunding), Alexander Ammitzbøll (87: Jacob Trenskow), Magnus Kaastrup

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet