U19 sejrede mod SIF

Af: BJ - 26. november 2018, kl. 17:53

U19 hentede lørdag en fortjent 2-0-sejr over Silkeborg. Magnus Anbo og Kasper Lunding tegnede sig for målene.

AGF-mandskabet leverede i de første 20 minutter en flot omgang fodbold, hvor gæsterne blev sat under et voldsomt pres. Overtaget udmøntede sig også i flere store chancer, og en af disse førte også til en scoring. Et indlæg af Daniel Thøgersen havnede i modsatte side, hvor Magnus Anbo med et resolut spark kanonerede bolden i mål. 

Som minutterne gik i første halvleg, fik Silkeborg mere boldbesiddelse og kampen blev mere lige - men mere end Anbos scoring blev det ikke til.

Anden halvleg åbnede med et boldmæssigt overtag til gæsterne, men AGF-defensiven anført af Mikkel Møller Lassen og Sebastian Hausner holdt stand, og med tyve minutter udnyttede Kasper Lunding en omstilling til at udbygge føringen.

Silkeborg var minuttet efter tæt på at reducere, men Daniel Gadegaard diskede op med en fin redning, og tætterne på kom gæsterne ikke.

U19-cheftræner Fatah Abdirahman var tilfreds med sejren, og at nullet blev holdt, men der var også perioder i kampen, hvor gæsterne fik lov til at have bolden for meget.

- Vi starter kampen rigtig flot, og de første 15-20 min. moser vi Silkeborg fuldstændig og får heldigvis belønning for det. Herefter er det som om, vi trækker os lidt tilbage og overlader bolden for meget til Silkeborg. Derfor er jeg også efter spillerne i pausen, fordi vi stoppede med at presse dem og begyndte at spille med for mange berøringer. Silkeborg starter dog også anden halvleg bedst, men som halvlegen skrider frem, får vi mere fat og vi laver fortjent målet til 2-0. Langt om længe lykkedes det os at holde nullet, og jeg synes også, det er fortjent, at vi vinder, selvom det ikke var en af vores bedste kampe, siger Fatah Abdirahman, der roser Mikkel Møller Lassen for en stærk indsats.

U19 spiller på lørdag efterårssæsonens sidste kamp, når Lyngby er modstanderen på udebane.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - Silkeborg 2-0 (1-0)
1-0: Magnus Anbo (8')
2-0: Kasper Lunding (73')

AGF:
Daniel Gadegaard - Magnus Anbo, Mikkel Møller Lassen, Sebastian Hausner, Daniel Thøgersen (60: Frederik Jørgensen) - Søren Gustav Bugge Jepsen, Benjamin Hvidt - Kasper Lunding, Jacob Trenskow (73: Albert Erlykke Grønbæk), Magnus Kaastrup (46: Alexander Ammitzbøll) - Gustav Mogensen

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet