Frisk Bundu glæder sig til søndag

Af: JR / Foto: Ole Nielsen - 18. oktober 2018, kl. 9:33

Da han ikke skulle med landsholdet alligevel, har Mustapha Bundu brugt pausen godt, og han er nu helt klar til søndag.

Mustapha Bundu har haft glæde af landsholdspausens fridage og træningspas, og han føler sig frisk og helt klar til den vigtige kamp mod AaB på søndag.

De seneste to indbyrdes opgør med AaB er endt uden scoringer, og det er da også to meget ens hold, der står overfor hinanden på søndag, ifølge vores 21-årige offensivspiller.

- Vi vil gøre alt for at vinde, for når man ser på tabellen er det tydeligt for enhver, at de tre point vil gøre en kæmpe forskel. Vi har set video fra de sidste to kampe mod dem, og det er klart, at vi skal arbejde hårdt for at få scoret mod dem. De er et velstruktureret hold, der ligesom os har en god defensiv statistik, og vi er i det hele taget ret ens, så det kommer til at kræve nogle kreative løsninger rent offensivt fra vores side, siger Bundu.

Aflyst landholdstur 
Mustapha Bundu skulle egentlig have været en tur med Sierra Leones landshold for at spille Africa Cup of Nations-kvalifikationskamp mod Ghana i den netop overståede weekend, men kampen blev aflyst. Det gav til gengæld mulighed for at nyde weekenden i Aarhus.

- Da kampen med landsholdet ikke blev til noget, har jeg haft god tid til at nyde fridagene i Aarhus og lade batterierne helt op. Jeg har brugt tiden med min kæreste og på træning, så jeg er helt ladet op og nu glæder jeg mig bare til at komme i kamp igen, fortæller Bundu, som har spillet 12 kampe, scoret tre mål og lavet to assists indtil videre i sæsonen. Han er da også overordnet godt tilfreds med det, han selv og holdet har præsteret i sæsonen indtil nu.

- Jeg føler mig i god form og får meget spilletid, så det er dejligt. Jeg prøver altid at give alt og kreére chancer til mig selv eller holdkammeraterne. Jeg vil selvfølgelig gerne bidrage med endnu flere mål og assists, men jeg er godt tilfreds med min og holdets sæson indtil nu, siger Bundu, der tror på, at der venter os en god søndag. 

- Alle gutterne virker friske og klar efter landsholdspausen, så nu må vi se, om vi ikke kan føje flere mål til statistikken på søndag.

Kampen mod AaB spilles på Ceres Park kl. 18 på søndag. Husk at AL Bank Fanzonen åbner kl. 16.30, og at vi fejrer klubbens historie på Legendernes Dag Find dine billetter til kampen her >>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet