Søndag gælder det København

Af: SHC / Foto: Getty Images - 26. oktober 2018, kl. 14:37

Der venter os en svær udekamp på søndag i Telia Parken. Men med fansene talstærkt bag målet er holdet klar til at jagte sejren.

Søndag går turen til Telia Parken og et klassisk opgør mod FC København. Det er Superliga-opgør nr. 72, der venter os mellem AGF og FCK.

De senere år har søndagens værter domineret i vores møder, men da FC København blev stiftet og gjorde sit indtog i Superligaen tilbage i 1992 var det ikke med samme dominans som vi ser i dag.

Op gennem 90'erne var det således 'de hviiee' som dominerede i de indbyrdes opgør mellem de to storklubber. Især hjemme på Ceres Park havde AGF et godt tag i FCK. Her vandt vi 10 ud af de 16 kampe klubberne spillede på Ceres Park op gennem 90'erne i Superligaen.

I de senere år har vi dog haft det svært med københavnerne - især på deres bane. Men det er ikke mange år siden, hvor der gik fire sæsoner uden nederlag i Telia Parken. Det seneste opgør i København endte dog som bekendt 4-1 til værterne i Europa-playoff kampen med Jens Stage som den århusianske målscorer på et noget skades-ramt AGF-hold.

Senest møde med FC København er tilbage i august i Ceres Park, hvor Jens Stage også scorede, men hvor også Viktor Fischer jo desværre udlignede til slutstillingen 1-1 kort før tid.

Fed kamp
Det er to af Superligaens stærkeste forsvar, der møder hinanden på søndag.
Således har både FCK og AGF kun lukket 13 mål ind i Superligaen indtil nu. Så det kan godt gå hen og blive lidt af en stillingskrig. 

- Vi ved, at vi kan forsvare os godt, når vi skal det. Men ellers skal vi forsøge at skabe en kamp, hvor vi er lidt bedre på bolden end sidst, vi mødte dem - det er vi nødt til, når man kommer i Telia Parken, men det kan vi også godt, lød det fra cheftræner David Nielsen efter dagens træning på Fredensvang, mens Jakob Ankersen også er fuld af fortrøstning. 

- Det bliver en fed kamp, og vi har lidt at revanchere fra sidst, hvor vi - med den sene udligning - føler, at vi skulle ha' haft de tre point. Det er et svært sted at spille, men intet er umuligt, siger Ankersen, der senest kom på tavlen i søndags mod AaB. 

I morgen træner holdet endnu en gang før de tager turen til Sjælland, hvor de overnatter og forbereder sig inden søndagens kamp, der starter kl. 16.

Tager du med i Telia Parken på søndag og støtter holdet? Så husk, at vi er tilbage bag målet på det "gamle" udebaneafsnit. Og det ser ud til, at vi bliver mange. Så hank op i vennerne og tag til et af de klassiske opgør i dansk fodbolds nyere historie og støt holdet frem mod flere point.

Her finder man flere informationer om turen og adgang til billetter.

Getty Images -962450714 (1)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet