Dramatik da sejrsstimen stoppede i Horsens

Af: JR / Foto: Lars Rønbøg / Getty Images - 16. september 2018, kl. 17:19

Der var fuld knald på lægterne, da mere end tusind aarhusianere havde taget turen til Casa Arena i Horsens søndag eftermiddag. De fik desværre ikke point med hjem, da værterne fra AC Horsens tog sejren i en dramatisk kamp.

To hold med solide defensive præstationer i bagagen. To hold med ambitioner om top seks. Således var der lagt op til en intens affære, da vi søndag eftermiddag besøgte Horsens i niende spillerunde i Superligaen. 

Starten på kampen bølgede frem og tilbage, men det var hjemmeholdet, der først fik gang i målscoringen.

Kasper Junker - der jo forlod os i det netop overståede transfervindue - var med fra start for AC Horsens, og efter 11 minutters spil fik han headet sig godt ind i varmen hos sin nye arbejdsgiver, da han scorede kampens første mål. 

AGF fik dog hurtigt svaret igen. Efter 14 minutter blev Mustafa Amini sendt i dybden og fandt med et fladt indlæg Mustapha Bundu. En lækker vending i feltet, et kort aftræk og så fik han ellers netmaskerne til at blafre og de mange medrejsende fans til at juble. 1-1 og ny energi til udeholdet.

Getty Images -1034100570

Næste mulighed kom fem minutter senere, hvor Sana i smukke kombinationer med Ankersen og Bundu fik lirket den gule defensiv op. Vinklen blev dog en anelse for spids for svenskeren, hvis afslutning blev nappet af Delac i målet.

Et par minutter senere var Horsens igen på spil i vores ende. Endnu et hjørnespark, endnu en kombination og - desværre for os - endnu et mål. Indlægget blev slået mod forreste stolpe, hvor Søren Reeses støvlesnude kneb sig et par centimeter længere frem end Juelsgaards, og så stod der 2-1.

Det skulle dog blive værre endnu. Kort før pausefløjt endte en hurtig Horsens-omstilling i en afslutning på kanten af feltet til Hallur Hansson. Bolden snittede undervejs indskiftede Kanstrup, der var kommet på banen for en småskadet Backmann, og snød en chanceløs Whalley i målet. Således måtte vi gå til pause bagud 3-1.

2. halvleg
Efter pausen kom vi fornuftigt ud til 2. halvleg og var med ny energi spilstyrende i de første minutter. Troen var der stadig. 

Det var dog hjemmeholdet, der først blev farlige, da Junker modtog en bold i dybden. Mikanovic lavede frispark lige på kanten af feltet, men dommer Anders Poulsen pegede resolut på pletten. Efter lidt debat og diskussion med kaptajn Stage blev kendelsen dog ændret til det retmæssige frispark, som blev afværget uden problemer.

Den følelsesmæssige rutsjebanetur var dog slet ikke ovre for AGF'erne og de medsrejsende fans. Sana, Stage, Bundu og Højer blev nemlig få minutter senere sendt afsted i en kontra, der udløste fornyet håb hos aarhusianerne. Bundu lagde med et let lop bolden om til bagerste stolpe, hvor en fremadstormende Casper Højer satte hovedet på. 3-2 efter 52 minutters spil.

Getty Images -1034123844

Lige som vi begyndte at få lagt tryk på Den Gule Fare mod slutningen af opgøret opstod en ny dramatisk situation, da Sana var ved at lægge an til at sparke et frispark. Pludselig falder en Horsens-spiller i feltet. Amini har tilsyneladende skubbet for voldsomt under opdækningen og får direkte rødt - en temmelig tvivlsom kendelse, ifølge flere iagttagere på stadion.

Trods det røde kort var det dog AGF, der agerede chanceskabere i de sidste minutter. Mmaee var således tæt på at udligne med et kvarter igen på et nærgående hovedstød, men det blev desværre ved stillingen 3-2 og dermed er vores første nederlag i sæsonen en realitet.

På søndag får vi dog en mulighed for at rejse os igen, når Brøndby IF kommer på Ceres Park kl. 18. Billetter til den kamp kan findes her >>>

Kampfakta / Superligaen

AC Horsens - AGF 3-2 (3-1)

Tilskuere: 5.410

Advarsler:
AGF: Dino Mikanovic, Jens Stage.
AC Horsens: Peter Nymann

AGF:
Oscar Whalley - Dino Mikanovic, Niklas Backman (36: Pierre Kanstrup), Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen - Adama Guira (83: Martin Spelmann), Mustafa Amini, Tobias Sana, Jens Stage, Jakob Ankersen (63: Ryan Mmaee) - Mustapha Bundu.

AC Horsens: Matej Delac - Peter Nymann, Mathias Nielsen, Søren Reese, Thomas Kortegaard - Rune Frantsen, Sivert Heltne Nilsen, Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson (81: Michael Lumb) - Sammy Skytte (89: Mikkel Qvist), Kasper Junker (76: Oliver Drost)

Getty Images -1034100550-2

(Igen ejede AGF's fans en udebane. Desværre i dag uden point at tage med hjem trods to AGF' scoringer) 

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet