Gustav Mogensen på tavlen for U18-landsholdet

Af: BJ / Foto lånt af DBU - Foto: Ole Nielsen den 8. september 2018, kl. 16:34

Gustav Mogensen tegnede sig for en enkelt træffer, da det danske U18-landshold testede formen mod Israel i en venskabskamp.

Opgøret, der blev spillet i Tel Aviv, blev en målrig affære. Israelerne bragte sig 3-0 i front, men i løbet af de sidste 10 minutter lykkedes det danskerne at svare igen med tre scoringer. Gustav Mogensen blev skiftet ind i det 83. minut ved stillingen 1-3, og blot minuttet efter headede han reduceringen i netmaskerne. Og tre minutter senere fuldendte Danmark comebacket.

Udover Gustav Mogensen var der også spilletid til Mikkel Møller Lassen, der blev skiftet ind fra anden halvlegs start.

3-3-kampen var den anden testkamp mod Israel. Tidligere på ugen led danskerne et 0-2-nederlag, og her var både Daniel Gadegaard, Mikkel Møller Lassen og Gustav Mogensen med fra start.

Også U19-landsholdet er i aktion i disse dage. Fredag mødte holdet Norge, og her blev det til en 2-1-sejr. Sebastian Hausner var med fra start og spillede første halvleg, mens Benjamin Hvidt fik de sidste 45 minutter.

På mandag er Østrig næste opgave for U19-landsholdet i mini-turneringen i Sverige.

 

Billedet: U18-landsholdet med Gustav Mogensen (nr. 17), Daniel Gadegaard (nr. 16) og Mikkel Møller Lassen (nr. 3)

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet