Lokalopgør mod Fremad vækker minder

Af: JR / Foto: Ole Nielsen - 13. september 2018, kl. 21:09

Aarhus Fremad bliver modstanderen i tredje runde i Sydbank Pokalen. Et rigtigt Aarhusopgør, som før har budt på mindeværdige kampe på Riisvangen og Stadion Allé

Det blev i dag afgjort, at det bliver de sort-gule århusianere fra Nordbyen - Aarhus Fremad - der skal overvindes, når vi tager hul på tredje runde i Sydbank Pokalen den 25. 26. eller 27. september.  

Sidste år blev 2. runde endestationen for Aarhus Fremad, da de tabte 1-0 til Hedensted. I år tog de revanche mod selvsamme Hedensted ved at vinde 2-1 og dermed kvalificere sig til tredje spillerunde.

Til dagligt spiller Fremad i 2. division, hvor de sidste sæson blev nummer tre i nedrykningsspillet. I denne sæson indtager de en øjeblikkelig 7. plads med syv point efter syv kampe.

Tidligere opgør
Vi mødte senest Aarhus Fremad i en betydende kamp tilbage i efteråret 2012, hvor vi vandt 3-0 i pokalturneringen. Davit Skhirtladze og David Devdariani bragte os på 2-0, inden Peter Graulund scorede sit mål nummer 100 for klubben, da han satte bolden ind til slutresultatet.

221268_1280_854_0_0_0_0_2

(David Devdariani var blandt målscorerne, da vi senest mødte Aarhus Fremad i pokalturneringen - det var i 2012) 

Ellers skal vi tilbage til sæsonerne 1997/1998 og 1998/1999 for at finde de største opgør mod lokalrivalerne. Aarhus Fremad rykkede i 1997 op i Superligaen, hvor det blev til flere opgør mod AGF.

Kampene i de sæsoner trak mange til stadion, og Aarhus Fremads første kamp i Superligaen nogensinde bød på en 2-1 sejr over AGF foran 15.000 tilskuere på Aarhus Stadion. Fremad rykkede dog ned igen sæsonen efter, da de sluttede på en 11. plads lige under AGF i sæsonen 1998/1999.

Gensyn med tidligere AGF'ere
Vi får en række gamle kendinge at se, når dette års pokal-kamp fløjtes i gang sidst i september. Cheftræner, Morten Mølkjær, er nemlig tidligere U17-træner for AGF og overtog styringen på Riisvangen den 1. juli 2017.

Derudover har forsvarsspiller Jacob Torp en fortid i AGF, hvor han var på ungdomskontrakt. Han nåede også at træne med førsteholdet - dog uden at få kampminutter i benene. Ligeledes har Sebastian Skouboe, Christian Bech, Rasmus Henningsen, Victor Nielsen, Morten Bundgaard, Jesper Richter Pedersen, Simon Pedersen, Rasmus Juul, Younes Diab,Mathias Nygaard og Arfan Habibi været omkring ungdomsafdelingen på Fredensvang.

Det mest velkendte AGF-ansigt på Riisvangen må dog være Jens Gjesing, som i dag er Danmarksserietræner for Aarhus Fremad. Han opnåede 137 kampe for AGF's førstehold i perioden 2004-2011, men måtte stoppe karrieren som 26-årig grundet skader.

Der er altså rigeligt at se frem til, når to af byens traditionsklubber tørner sammen sidst på måneden.

Da Aarhus Fremad er lavest rangerede hold har de som udgangspunkt hjemmebanefordel. Der er plads til cirka 5.000 tilskuere på Riisvangen Stadion. Oplysninger om kamptidspunkt, billetter og placering vil blive offentliggjort hurtigst muligt.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet