Turen går til Horsens

Af: SHC - 12. september 2018, kl. 13:21

Søndag kl. 14 er vi tilbage efter landsholdspausen, hvor AGF skal en tur til Horsens. Og holdet bliver ikke alene, for traditionelt rejser der altid mange AGF’ere med til Horsens.



Efter landsholdet spillede i Ceres Park i søndags er Superligaen nu tilbage. For vores vedkommende med en tur til Horsens for at møde AC Horsens på Casa Arena på søndag kl. 14. 



Casa Arena er et velkendt stadion for både spillere og tilhængere, men det er også et stadion, hvor der måske stadig sidder lidt bitterhed i tribunetaget på udebaneafsnittet efter en sen udligning i tilbage i februar. Her scorede AC Horsens jo i overtiden til 1-1 i en kamp, der også vil blive husket for ekstrem kulde og sne og is på banen - alligevel var der traditionelt mange fans med til Horsens.

Det kommer der ganske givet også på søndag, hvor vi kan forvente væsentligt bedre vejr end sidst. Således varsler DMI 15-16 grader med minimalt nedbør. Men med et overdækket stadion, så er det jo lige meget med lidt regn. 



Sådan rejser du med
Både Samlet for Aarhus og AGF Fancklub arrangerer ture til Horsens - ture man kan orientere sig om på Facebook og hos fanklubbens hjemmeside.



Der kører som vanligt også ofte tog til Horsens fra Aarhus, mens det jo kun er en god halv times tid på motorvejen, hvis man kører selv. I så fald er det bedst at dreje af ved Horsens V-afkørslen og fortsætte mod Horsens, hvor der er skilte til CASA Arena. 

Man kan som udebanegæst orientere sig nærmere om Casa Arena her.

Og her kan man købe billetter >>>



Vælg afsnittet til gæstefans. Ståpladser og stemningsafsnittet er på Nord-tribunen, mens det også er muligt at sidde i mere rolige omgivelser på Vest-tribunen tæt på det vanlige udebaneafsnit, hvis man for eksempel har børn med eller blot ønsker at sidde. Her kan man blot gå over med sin billet til Nord-tribunen, når man går ind til udebaneafsnittet, oplyser AC Horsens, der endnu ikke har åbnet op for salget til Vest-tribunen.  

En billet til kampen koster 60 kr. for studerende, pensionister og børn op til 15 år, mens en almindelig voksenbillet koster 100 kr. Vi opfordrer til at købe billet i god tid og til at komme til Horsens i god tid inden kampen. 



Der er kampstart på AC Horsens vs. AGF søndag den 16. september kl. 14.

Getty Images -625765492

(Der er altid god stemning i Horsens. Foto: Getty Images)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet