U19 skuffede mod SønderjyskE

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 1. september 2018, kl. 21:53

U19 løb lørdag ind i et skuffende 1-2-nederlag til SønderjyskE - og ikke mindst måden, det skete på, ærgrede cheftræner Fatah Abdirahman.

U19 fik ellers en fornuftig start på kampen, da Albert Grønbæk Erlykke (billedet) med en fin hovedstødsscoring ved bagerste stolpe gjorde det til 1-0 efter et kvarter. Små ti minutter senere lykkedes det gæsterne at udligne direkte på hjørnespark,og flere mål kom der ikke ud af første halvleg, selvom Gustav Mogensen og Alexander Ammitzbøll begge havde et par store chancer til at komme på måltavlen. 

Kort ind i anden halvleg scorede SønderjyskE dét, der skulle vise sig at blive sejrsmålet. AGF-mandskabet forsøgte at svare igen, men farligt blev det aldrig for alvor, og bedømt på anden halvleg var Sønderjyskes sejr fortjent.

Efterfølgende hæftede cheftræner Fatah Abdirahman sig ved, at SønderjyskE set over hele kampen investerede mere.

- Vi vidste, hvad gameplanen var, og vi vidste, hvad der ventede os. Første halvleg var også okay - ikke 100 procent i forhold til dét, vi gerne ville, men vi scorede et godt mål og kreerede nok med chancer til, at vi skulle føre med to-tre mål ved pausen. Anden halvleg var til gengæld ikke god, og det, der skræmmer mig mest, er vores egen kvalitet i spillet. Vi virkede uafklarede og var for usammenhængende i vores pres. Overskriften i dag er: Hårdt arbejde slår talent. De ville det mere end os i dag og investerede mere. Og når vi taber på en af de dyder, vi skal være allerstærkest på, har vi meget arbejde foran os, siger Fatah Abdirahman.

Næste opgave for U19 er først om tre uger, hvor FC Midtjylland gæster Fredensvang.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - SønderjyskE 1-2 (1-1)
1-0: Albert Grønbæk Erlykke (15')
1-1: Nicolai Dupont (23')
1-2: Morten Dyrmose (50')

AGF:
Daniel Gadegaard -Mikkel Møller Lassen, Sebastian Hausner, Søren Gustav Bugge Jepsen, Daniel Thøgersen - Jacob Trenskow (56: Kasper Lunding), Benjamin Hvidt (77:Jakob Kiilerich), Mads Bager, Albert Grønbæk Erlykke (70: Marcus Ginnerup) - Gustav Mogensen, Alexander Ammitzbøll

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet