Værd at vide om lodtrækningen til pokalen

Af: JR / Foto: Ole Nielsen - 11. september 2018, kl. 14:34

Torsdag er der igen lodtrækning til Sydbank Pokalen. Denne gang til tredje runde, hvor AGF kan trække alt fra 1. divisionshold til hold fra Danmarksserien. Her får du det fulde overblik over lodtrækningen.

AGF har som bekendt rekorden, som det mest vindende hold i den danske pokalturnering, som vi har vundet ni gange. Senest i 1996, hvor vi slog Brøndby i finalen. 

I år er vi kommet godt i gang med turneringen, da vi forleden vandt over FC Sydvest i turneringens runde 2, der var den første for AGF's vedkommende. 

Næste runde skal spilles enten den 25. eller 26. september, og lodtrækningen hertil finder sted nu på torsdag kl. 12. Her får du overblikket inden lodtrækningen, hvor vi ikke kan trække andre hold fra Superligaen. 

Lokalopgør
Med Viby IF's flotte 2-1-sejr over Skives 2. divisionshold i den seneste runde, er der mulighed for et vaskeægte lokalopgør kun et stenkast fra Fredensvang.

Vi mødte senest Vibys Danmarksseriehold i en showkamp i forbindelse med deres 100 års jubilæum tilbage i maj, men har også mødt dem i pokalen for en del år siden, hvor det blev til en komfortabel sejr. 

Derudover er Aarhus Fremad også i bowlen efter deres 2-1 sejr over Hedensted. Opgøret mellem AGF og Aarhus Fremad har tradition for at tiltrække mange tilskuere på Riisvangen, så mon ikke der vil blive godt fyldt i nordbyen, hvis de stribede aarhusianere skal op i mod De Hviie?

De lavest og højest rangerede
Såfremt serie 2-mandskaberne fra Bjæverskov IF og Hundested slår deres modstandere, vil de være de to lavest rangerende hold, vi har mulighed for at trække. Ellers er det laveste hold vi kan trække, Taarnby FF fra Københavnerserien.

Da vi altså ikke kan møde superligahold, skal vi se mod 1. division for at finde den bedst rangeret mulige modstander. Det er Viborg FF, der indtager en øjeblikkelig førsteplads i rækken. Dog med en kamp mere end HB Køge, som besætter andenpladsen og som også er en mulig modstander for AGF.

Samlet oversigt over mulige modstandere i 3. runde af Sydbank Pokalen:

Viby IF, Aarhus Fremad, Kolding IF, Marienlyst, Jammerbugt FC, Dalum IF, Hillerød, Middelfart, Silkeborg IF, FC Roskilde, Næstved, HB Køge, B1908.

Derudover vinderne af følgende kampe, som afvikles i aften og i morgen:

Hundested/Taarnby FF, Næsby/Randers (Vi kan ikke møde Randers), Bjæverskov IF/Ledøje Smørum, BK Frem/Vejle (Vi kan ikke møde Vejle), Tarup-Paarup IF/Thisted FC, HIK/Nykøbing FC, Viborg/FC Fredericia

Lodtrækningen kan følges torsdag den 13. september her og på AGF's medier.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet