Blume forventer en tæt affære i Haderslev

Af: KDJ - Foto: Getty Images den 11. april 2019, kl. 11:05

På mandag skal vi i ilden igen efter sejren i Horsens. Her forventer Bror Blume en svær kamp ude mod SønderjyskE.

Fredagens sejr over AC Horsens var en vigtig en af slagsen. Den betyder, at vi med fire point i de første to kampe er kommet fint fra land i slutspillets gruppespil. Der er derfor fint humør at spore i spillertruppen inden mandagens møde med SønderjyskE, men det er ikke ensbetydende med, at der vil blive taget for let på opgaven i Haderslev. 

- Stemningen er selvfølgelig rigtig god oven på sejren i Horsens, men vi ved også, at ingen kampe er givet på forhånd. Det bliver helt sikkert en tæt affære på mandag, og der skal leveres fra start til slut, hvis vi vil have det samme udfald af kampen som i Horsens, siger Bror Blume, der også har opskriften klar på en sejr. 

- Vi skal først og fremmest sørge for få lukket dem godt ned og få hold på bolden. Derudover skal vi sørge for at være lidt skarpere foran kassen. Nu endte vi godt nok med at lave tre mål i Horsens, men jeg er ikke sikker på, at vi får ligeså mange chancer for at score mod SønderjyskE, lyder det fra Bror Blume. 

En sejr i Haderslev vil bestemt heller ikke være uden nogen betydning. Bror Blume ser den blandt andet som værende essentiel for den afsluttende fase i slutspillets gruppespil. 

- Der er to ting i kampen på mandag. Vi skal først og fremmest bruge kampen til at bygge videre på præstationen i Horsens, så vi på den måde får vist, at der ikke kun var tale om en engangsforestilling. Derudover bliver det vigtigt at få et godt resultat med fra kampen, fordi vi i så fald kan spille os i en rigtig favorabel position forud for de sidste tre kampe i gruppespillet, siger Bror Blume. 

Der er kampstart mod SønderjyskE på mandag kl. 19. Kampen spilles på Sydbank Park i Haderslev. 

Du kan her læse mere om turen til Haderslev og samtidig finde ud af, hvordan og hvor du køber din billet til kampen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet