NRGi er tilbage

Af: Pressemeddelelse - 3. april 2019, kl. 12:00

I næsten ti år hed AGF’s hjemmebane NRGi Park - opkaldt efter det lokale energiselskab. Navne-sponsoratet af AGF’s hjemmebane var en del af et tæt samarbejde mellem NRGi og AGF, der ophørte i sommeren 2015. Men nu er NRGi tilbage i AGF.

Dog ikke som navnesponsor og Ceres Park hedder stadig Ceres Park. Men NRGI er tilbage som ny Guldpartner, der er det næsthøjeste sponsorniveau i AGF.

- Det er med stor glæde, at vi nu er tilbage som partner i AGF. Klubben og stadion er en vigtig institution for kulturlivet, for sporten og for lokaludviklingen i byen, og det stempler godt ind i vores arbejde med at bidrage til fællesskabet og det velfungerende samfund. Vi glæder os til at tage fat på de mange spændende og vigtige opgaver, der ligger i det genetablerede samarbejde, siger Simon Karsø, der er kommunikationschef i NRGi.

Fællesskab
NRGi er et fællesskab af virksomheder, der arbejder for et velfungerende samfund og en renere planet, og netop fællesskabet er en vigtig værdi for energiselskabet, der er ejet af 215.000 andelshavere.

- Vi vil gerne være tæt på vores andelshavere og bidrage til et større og stærkere fællesskab i vores nærområde - det er en grundlæggende værdi for os. Og i Aarhus er fodbold og AGF ensbetydende med et stærkt fællesskab. Desuden vil vi gerne styrke markedspositionen for vores forretningsenheder. Derfor har det for os været oplagt at tage stafetten op fra de gode gamle dage og indgå et nyt samarbejde med AGF, siger Simon Karsø.

Støtter talentarbejde
Som en del af det nye samarbejde vil NRGi støtte talentarbejdet i AGF med fokus på de såkaldte DBU Topcentre, der er placeret hos fem af AGF's samarbejdsklubber i NRGi's forsyningsområde. Her vil NRGi være synlige og støtte med udstyr. Derudover skal samarbejdet gøre NRGi i stand til at fortsat at kunne fastholde medarbejderne og rekruttere nye talenter til koncernen. Derfor vil samarbejdet blandt andet bestå af en række aktiviteter med fokus på medarbejderpleje, men også på branding af virksomheden som arbejdsplads.

Hos AGF er der stor glæde over, at NRGi nu vender tilbage som sponsor i Superligaklubben.
- NRGi er hele byens energiselskab, så det er et oplagt samarbejde, når vi er kendt som byens hold. For os er NRGi's comeback også et vigtigt signal om, at tidligere samarbejdspartnere gerne finder tilbage i sponsorkredsen efter en pause - uanset årsagen. Vi gør meget for at slutte alle former for samarbejde godt af - netop fordi, at de kan genoptages i fremtiden og det er NRGi's comeback et godt eksempel på, og det er naturligvis med stor tilfredshed, at de nu vender tilbage, siger direktør i AGF A/S, Jacob Nielsen.

Den nye aftale mellem NRGi og AGF træder i kraft den 1. april og løber foreløbig i to år.

Om NRGi
NRGi-koncernen er et fællesskab af virksomheder, der arbejder for et velfungerende samfund og en renere planet, baseret på sikre økonomiske valg Det gør vi ved at arbejde for et el-sikkert og digitalt Danmark, den grønne omstilling og et bygget miljø, hvor vi lykkes arbejdsmæssigt og privat. Vi er forankret i andelsbevægelsen og født ud af tanken om, at jo mere vi er fælles om, jo mere kan vi opnå.

NRGi _logo _cmyk (2)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet