Påsken skudt i gang med en sejr i Ceres Park

Af: JR / Foto: Ole Nielsen - 18. april 2019, kl. 16:11

Der var høj sol og til sidst lige så højt humør over Aarhus, da SønderjyskE kom på besøg til Skærtorsdagskamp på Ceres Park.

Det var ikke den kønneste kamp, der nogensinde er spillet i Ceres Park. Ej heller den mest velspillede. Men efter 90 minutter var der lutter glade ansigter at se i skoven - i hvert fald på dem fra Aarhus. 

David Nielsen havde inden kampen rystet posen til opgøret, da hele fem spillere var udskiftet i startelleveren siden mandagens 1-0 sejr i Haderslev. Toutouh, Sana, Ammitzbøll, Guira og Hvidt blev bragt ind, mens 18-årige Anbo fik genvalg på pladsen som højre back.

SønderjyskE gik ind til kampen med meget på spil, da de havde tre point op til gruppens andenplads og to point ned til den frygtede fjerdeplads. Og måske derfor kom de ud med stor appel og fysik. 

Skærmbillede 2019-04-18 Kl . 14.48.46

Kampen startede lidt frem og tilbage, men efter 16 minutter fik påske-humøret lige et nøk op. Ammitzbøll lavede fikse ting på kanten og blev fældet. Et frispark blev dømt som Casper Højer skulle tage sig af. Han lagde an til indlæg, men bolden sejlede igennem feltet, og pludselig kunne man se netmaskerne blafre. 1-0 til hjemmeholdet på mål af vores venstre back. Det var hans mål nummer fem i denne sæson.

Skærmbillede 2019-04-18 Kl . 14.49.35

Glæden varede dog kort, da SønderjyskE blot tre minutter senere fik sendt et fladt indlæg indover. Det ramte Christian Jakobsen, som eksekverede sikkert. 1-1 efter 19 minutters spil.

Mens spillet ikke flød så godt i dag, var vi mest farlige på dødbolde, og flere hjørnespark var tæt på at give mål, mens endnu en frisparkssituation - denne gang med Sana som afsender - var lige ved at resultere i et nyt føringsmål, men helt farligt blev det ikke.

SønderjyskE fik chancen for at bringe sig i front efter 39 minutter, da et frispark blev sendt ind til en helt fri SønderjyskE-spiller, som headede i sidenettet til stor lettelse for størstedelen af de fremmødte på stadion.

Kort før pausefløjt kom de endda tæt på igen, men endnu en gang manglede skarpheden for gæsternes offensiv og så gik vi til pause med 1-1 på måltavlen.

Skærmbillede 2019-04-18 Kl . 14.51.11

2. Halvleg
I anden halvlegs begyndelse blev en velspillende Kamil Grabarra testet et par gange, men han clearede fint og efterhånden faldt der ro over opgøret, som ikke bød på de de store muligheder i nogen af enderne i starten af halvlegen. 

En indskiftning af Bundu og Lunding efter godt en times spil gav lidt fornyet energi til vores offensiv, og vi kom frem til flere farlige indlæg i den sidste del af kampen.

Dog var det SønderjyskE der kom til 2. halvlegs hidtil største chance, da gæsterne kom helt alene med Grabarra, som med en sublim reaktion reddede en friløber efter 82 minutter.

Kampen døde absolut ikke ud mod slutningen - tværtimod faktisk. Først blev Bundu tacklet hårdt af Marcel Rømer, som måtte forlade banen med et rødt kort, og kort efter kunne selvsamme Bundu så lade sig hylde som matchvinder, da den 22-årige kantspiller prikkede bolden mellem målmand Mielitz's ben til 2-1 føring på oplæg af vores Man of the Match - Kaptajn Stage.

Skærmbillede 2019-04-18 Kl . 14.54.39

Vi har nu vundet fem kampe i træk over sønderjyderne og dagens tre point sikrer os nu 100 procent adgang til denne sæsons playoffkampe og en førsteplads i gruppen, der kun matematisk kan trues af AC Horsens, der efter vores kamp skulle spille mod Vejle. 

Det tætte påskeprogram afsluttes på søndag, når vi besøger Vejle i Nørreskoven.

Skærmbillede 2019-04-18 Kl . 14.55.09

Kampfakta Superligaen

AGF - SønderjyskE 2-1 (1-1)

Tilskuere: 7.736

Advarsler:
AGF: Jesper Juelsgård, Adama Guira, Jens Stage
SønderjyskE: Johan Absalonsen, Eggert Jonsson

Rødt kort:
SønderjyskE: Marcel Rømer

MOTM: Jens Stage

AGF:
Kamil Grabara - Magnus Anbo, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen - Adama Guira, Jens Stage, Benjamin Hvidt (65: Mustapha Bundu), Tobias Sana, Youssef Toutouh (65: Kasper Lunding) - Alexander Ammitzbøll (75: Patrick Mortensen)

SønderjydskE:
Sebastian Mielitz - Stefan Gartenmann, Marc Pedersen, Kees Luijckx, Nicholas Marfelt - Christian Jakobsen, Marcel Rømer, Victor Ekani (54: Alexander Bah), Eggert Jonsson, Johan Absalonsen (82: Senad Jarovic) - Peter Christiansen (59: Mart Lieder)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet