Sejr efter vanvittig fodboldkamp i Nørreskoven

Af: BJ - Foto: Getty Images den 21. april 2019, kl. 20:54

Der var masser af dramatik, da Vejle og AGF søndag aften tørnede sammen i Superligaen. I sidste ende løb AGF med en 4-2-sejr - blandt andet takket være et hattrick af Patrick Mortensen. Forud var gået en forestilling, der sent vil gå i glemmebogen.

Trænerteamet havde valgt at give flere af de unge spillere chancen fra start, og de slap generelt flot fra opgaven i en hektisk og intens kamp, hvor det gjaldt om at holde hovedet koldt.

AGF-mandskabet åbnede da også kampen i ganske fin stil og kom i det første kvarter frem til tre gode muligheder. Allerede efter tre minutter testede Patrick Mortensen VB-keeper Thomas Hagelskjær med et udmærket hovedstødsforsøg, og ti minutter senere var det Bror Blume, der sendte et kvalificeret langskud afsted - dog fik Hagelskjær igen afværget.

Tættest på en AGF-scoring i kampens indledning var 100-kamps jubilaren Mustafa Amini, der efter et kvarter blev sat godt op på kanten af feltet, men hans afslutning prellede af på stoplen.

Som halvlegen skred frem, kom hjemmeholdet mere og mere på bolden, og de blev også nærgående med et par hovedstød - det ene af dem måtte Jesper Juelsgård redde på stregen.

Indtil da havde det været en ganske velspillet kamp, og med et kvarter igen blev den krydret med stor dramatik. Først fik Vejles Allan Sousa direkte rødt for med hovedet at stange Jakob Ankersen i brystet efter en nærkamp. Og med godt fem minutter igen fik de fremmødte tilskuere endnu mere dramatik for pengene. Et dommerkast på banens midte, hvor alle forventede, at Vejle ville sende bolden tilbage til AGF-defensiven, resulterede i, at Vladlen Yurchenko sparkede den henover hovedet på Kamil Grabara og direkte i mål. Stor opstandelse i AGF-lejren, og efter en del tumult og diskussioner på banen og sidelinien lod Vejle på fornem fairplay-vis Patrick Mortensen drible ned og sende udligningen i mål.

Patrick Mortensen 3_GI

1-1 holdt dog ikke halvlegen ud, for Vladlen Yurchenko havde fået smag for at score langskudsmål - også på regulær vis. Kort før pausefløjtet bragte han således atter hjemmeholdet i front direkte på frispark.

Med et mål nede, men en mand i overtal gik AGF-spillerne fra anden halvlegs start på jagt efter at få vendt kampen. Som minutterne gik, blev presset tungere, og efter en lille time gav det bonus. Et skarpt indlæg fra Daniel Thøgersen kom Patrick Mortensen først på ved forreste stolpe, og med sin 8. scoring i dette forår bragte han balance i regnskabet.

Mortensen _Thoegersen _GI

Kort efter sendte David Nielsen både Mustapha Bundu og Tobias Sana på banen for at sætte yderligere offensivt tryk på. Langt hovedparten af tiden var bolden da også på AGF-fødder, og det meste af spillet foregik på Vejles banehalvdel. Udover en god mulighed til Bror Blume kom der dog ikke de helt åbne chancer ud af overtaget.

I den anden ende af banen var Vejle af gode grunde sjældne gæster, men en enkelt god omstillingsmulighed til Gustaf Nilsson blev det dog til med ti minutter igen. Afslutningen voldte dog ikke Kamil Grabara problemer.

I slutminutterne pressede AGF-spillerne på for at hive sejren hjem. Tobias Sana blev spillet helt fri af Mustafa Amini, men svenskeren blev fejlagtigt dømt offside. Også Jakob Ankersen kom frem til en god mulighed.

Få minutter før slutfløjtet blev der igen tændt op for dramatikken. Et frispark midt på Vejles banehalvdel udløste en advarsel til Vladlen Yurchenko. AGF-spillerne valgte at tage frisparket hurtigt, hvilket dommer Peter Much Larsen tillod, og det overraskede Vejle-defensiven, der blev fanget ude af position. Tobias Sana modtog bolden på kanten af feltet og spillede Patrick Mortensen helt fri. En chance, som AGF-angriberen ikke lod forpasse, og hans første hattrick i AGF-trøjen var en realitet.

Så skulle man tro, at den kamp var lukket, men der var mere dramatik for pengene. I det femte af ni miutters overtid drev Mustapha Bundu bolden frem, og han spillede Sana helt fri i højre side. Den svenske offensivspiller afsluttede mod fjerneste stolpe uden chance for Thomas Hagelskjær.

Minuttet efter var Bundu igen i centrum - denne gang i den anden ende af banen, hvor han kom til at begå et straffespark. Heldigvis diskede Kamil Grabara igen op en med en klasseredning på Vladlen Yurchenkos forsøg, og 2-4 holdt kampen ud.

På alle måder en hektisk, intens, medrivende og dramatisk kamp, der sikrede os den fjerde sejr i træk. Kom ikke og sig, at Superligaen ikke er spændende! Vi ses på næste søndag, hvor Horsens kommer på besøg i Ceres Park. Kick off er kl. 14.00. 

Fans _GI (1)

Kampfakta - Superligaen
Vejle Boldklub - AGF 2-4 (2-1)
1-0: Vladlen Yurchenko (37')
1-1: Patrick Mortensen (40')
2-1: Vladlen Yurchenko (44')
2-2: Patrick Mortensen (57')
2-3: Patrick Mortensen (86')
2-4: Tobias Sana (90+5)

Tilskuere: 6.035

Advarsler:
AGF: Daniel Thøgersen, Jakob Ankersen, Jens Stage, Magnus Anbo, Jesper Juelsgård, Tobias Sana
Vejle B: Kjartan Finnbogason, Mads Lauritsen, Vladlen Yurchenko

Udvisning:
Vejle: Allan Sousa

Vejle Boldklub:
Thomas Hagelskjær - Kerim Memija, Mads Greve, Mads Lauritsen, Tobias Mølgaard (64: Malte Amundsen) - Ylber Ramadani (43: Viljormur Davidsen), Jakob Schoop - Allan Sousa, Vladlen Yurchenko, Serhiy Hryn - Kjartan Finnbogason (72: Gustaf Nilsson)

AGF:
Kamil Grabara - Magnus Anbo (59: Mustapha Bundu), Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Daniel Thøgersen - Jens Stage (46: Adama Guira) - Kasper Lunding (59: Tobias Sana), Mustafa Amini, Bror Blume, Jacob Ankersen - Patrick Mortensen, 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet