Slutspilskrigen fortsætter på mandag mod SønderjyskE

Af: KDJ - 11. april 2019, kl. 8:00

I fredags vandt vi slaget om Østjylland, da vi i anden runde af slutspillets gruppespil hentede en sikker sejr ude over AC Horsens. På mandag fortsætter vi så slutspilskrigen, når SønderjyskE venter i Haderslev.

Når vi på mandag møder SønderjyskE på udebane, går vi - i modsætning til hjemmeholdet - ind til kampen med masser af selvtillid i bagagen. For mens vi i fredags hentede en solid 3-0-sejr over Horsens, var det en helt anden oplevelse, som SønderjyskE havde i deres søndagsbrag ude mod Vejle Boldklub. Kampen var reelt set allerede afgjort ved pausen med en 3-0-føring til hjemmeholdet. Glen Riddersholms tropper fik i anden halvleg afværget den helt store ydmygelse, men det endte alligevel med en komfortabel Vejle-sejr på 4-1. 

Resultaterne fra sidste uge betyder, at både os og SønderjyskE vil være velvidende omkring vigtigheden af mandagens kamp. Slutspillets gruppespil vil efter kampen være halvvejs færdigspillet, hvorfor begge hold med et godt resultat vil kunne skabe sig et glimrende udgangspunkt forud for den anden halvdel af gruppespillet. Her venter der for vores vedkommende to ud af tre kampe hjemme i Ceres Park. 

Har fundet formlen mod SønderjyskE
SønderjyskE har gennem årene været en drilsk modstander for mange hold. Dette har ofte også vist sig at være tilfældet for os, men nu ser vi endelig ud til at have fundet formlen mod sønderjyderne. 

Vi har ikke tabt til SønderjyskE i fem kampe, hvor det undervejs er blevet til to uafgjorte og tre sejre. De tre sejre er tilmed faldet i vores tre seneste kampe mod sønderjyderne, og her har de to af dem været spillet på udebane.

Vi skal ikke længere tilbage end til februar for at finde vores seneste sejr ude over SønderjyskE. Dengang var mål fra Jens Stage og Patrick Mortensen nok til at give os en 2-0-sejr at rejse hjem til Aarhus med.

Kampen i februar var især en mindeværdig en af slagsen for vores sidste målscorer, der dengang lavede sit første mål i AGF-trøjen. Det er siden da blevet til yderligere fire mål for Mortensen - heraf to i fredagens kamp mod AC Horsens. Det er dermed en brandvarm angriber, som på mandag igen løber på banen i Haderslev for at gøre det onde ved hjemmeholdet. 

Et gensyn med Riddersholm
Mandagens kamp bliver det andet gensyn med Glen Riddersholm siden hans afsked med jobbet som cheftræner i AGF. Han har efterfølgende været en tur forbi Vendsyssel FF i en position som sportsdirektør, inden han i december sidste år valgte at takke ja til tilbuddet om at blive ny cheftræner i SønderjyskE. 

Riddersholm havde sin første arbejdsdag i SønderjyskE 1. februar. Kun to uger senere tog vi så turen til Haderslev og vandt 2-0. Vores første gensyn med Riddersholm var dermed et dejligt et af slagsen. Det bliver det andet forhåbentlig også, men Riddersholm vil uden tvivl igen være motiveret efter at forsøge at sætte en kæp i hjulet på sin gamle klub. 

Der er med andre ord lagt op til en interessant forestilling mod SønderjyskE. Kampen spilles mandag 15. april. Der er kampstart fra kl. 19 på Sydbank Park i Haderslev.

Billetter til kampen kan købes her.

Herunder kan du få et tilbageblik på den seneste kamp mod SønderjyskE: 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet